En myriade af mangfoldig musikalitet

By June / 6 years ago

Så er det igen tid til årets store sangskriver-brag, Copenhagen Songwriters Festival. En skøn lille 3-dages event hvor du får mulighed for at lytte til et væld af forskelligartede singer-songwriters, heriblandt undertegnede.

Festivalen finder sted i den kommende weekend. Selv spiller jeg nu på lørdag d. 18. august kl. 18 i en såkaldt song swap i selskab med Christian Meonia George. Her vil vi på skift spille udvalgte sange fra vores respektive bagkataloger. Vi spiller på 1. sal.

Den helt overordnede fællesnævner ved festivalen er, at det forventes af publikum at man under koncerterne, som hver især varer ca. 45 minutter, undlader at snakke og i stedet for lytter til musikken. Til gengæld vil man komme til at opleve unikke, intime musikalske stunder og en masse fantastisk musik man ellers aldrig ville have opdaget.

Samtidig vil man kunne opleve mere kendte navne som f.eks. Tobias Trier og IDA fra X-Factor – og lørdag aften vil der være en special surprise guest. Tidligere har man f.eks haft Tina Dico, Rasmus Nøhr og  Aura som festivalens overraskelser.

Hele festivalen finder sted fra fredag d. 17/8 kl. 10 og varer til søndag d. 19. om aftenen. På festivalens hjemmeside kan du checke programmet ud og købe billetter. Jeg vil absolut anbefale at købe 3-dages armbåndet, som giver adgang alle dage.

Sidste år deltog jeg med et par numre som repræsentant for Bornholms Sangskriverklub. På videoen kan du få et indtryk af stemningen på festivalen…