Fremtidens album

By June / a couple of years ago

To uger mere eller mindre konstant foran computeren. Heldigvis var det regnvejr en del af tiden, så jeg slap for den dårlige samvittighed over at sidde inde midt om sommeren (Det er som om det ligger dybt i os danskere, at man da skal være ude når vejret er godt, for vi ved aldrig hvornår det kedelige vejr vender tilbage…) Nogle af dagene var jeg også lidt småforkølet,  hvilket betød at jeg uden blusel kunne “tillade mig” at droppe de ture i fitnesscentret, jeg ellers havde planlagt.

Efter den første uge vendte solen tilbage og forkølelsen var på retur, men nu var jeg kommet så godt i gang, at jeg fortsatte med at holde mig mere eller mindre inden døre – og langt væk fra løberuter og træningscenter. Højst en lille spadseretur eller en hurtig dukkert fra klipperne ved Årsdale, når kadaveret trods alt begyndte at værke af for megen fysisk inaktivitet.

Åh, denne sjældne og helt ubeskrivelige luksus at have TID til at koncentrere mig om kun én ting ad gangen over flere dage…

OK, det ser måske lidt voldsomt ud, men bare rolig. Mit pianette har ikke lidt overlast. Til gengæld fik jeg optaget en masse spændende lyde - og nogle af dem er med på den lille lydbid længere nede. Kan du høre hvilke lyde det er?

OK, det ser måske lidt voldsomt ud, men bare rolig. Mit pianette har ikke lidt overlast. Til gengæld fik jeg optaget en masse spændende lyde – og nogle af dem er med på den lille lydbid herunder. Kan du høre hvilke lyde det er?

Men HVAD er det så du har brugt alle de sommerdage foran computeren til, June??

Et album! Drømmen er et fuldlængde album, udgivet på LP (eller vinyl, som de unge nu til dags kalder det…). Målet er en udgivelse senest i 2019, hvor jeg fylder rundt!

En del af musikken er “mørkere” end det jeg har udgivet indtil nu. Nogle af teksterne er samfundskritiske, en af dem grænsende til det smådystopiske. Ikke oplagt P4-materiale, men ikke desto mindre en musikalsk side af mig, som mere og mere insisterer på at komme ud. Så jeg arbejder støt og roligt på sagen, lidt efter lidt, uden hensyn til kommercielle interesser.

Så jeg er begyndt at planlægge tid til Albummet med jævne mellemrum. Skrive det ind i kalenderen sammen med alle de andre projekter jeg har gang i. Der skal bare være tid til det! Tid til at grave mig ned og eksperimentere. F.eks. med lyde fra den indvendige side af mit klaver eller olietanken ude i haven (ydersiden, dog!) og nogle af de mange software synthesizere jeg har i min computer…

Og så en dag, lige pludselig, er min første LP en realitet!

Her kan du høre en lille demo-snas af det nummer jeg lige har brugt næsten to uger på:

 

#tidsoaser #MitKommendeAlbum