Hjælp mig med at filme min kommende musikvideo

By June / 6 months ago
June Beltoft - ny single med tilhørende musikvideo på vej. Søges videofotograf på hobby-plan

Har du lyst til at filme nogle motiver til min næste musikvideo? Eller kender du en hobby-videofotograf som har?

En ny single er på trapperne! Jeg skal bare lige have lavet en musikvideo til sangen. Og her får jeg brug for din hjælp til at filme nogle forskellige ting.

Så hvis du (eller nogen du kender) synes det kunne være sjovt at bidrage med små klip til en musikvideo - og få dit navn med i rulleteksten, såfremt jeg bruger noget du har filmet, så grib dit videokamera eller bare din mobil! Og kast dig ud i det.

I første omgang skal jeg bruge korte klip af... URE
Alle slags ure kan bruges. Eneste kriterium er, at man tydeligt kan se visere der flytter sig, enten glidende eller i ryk. Eller det kan være et pendul der bevæger sig.

Her er nogle eksempler på forskellige ur-typer:

  • Uret på Hovedbanegården (altså dét ur, som man mødes under) og andre banegårdsure
  • Stueur med et pendul der bevæger sig fra side til side
  • Rådhusure
  • Armbåndsure

…eller måske ved du hvor der er et helt andet slags ur?

Når du har fundet et ur du vil filme, er der nogle ting som er gode at være opmærksom på. Herunder er der en lille video hvor jeg forklarer lidt om det – og under videoen er der en checkliste:

  • Beskæring: Gå så tæt på motivet som muligt
  • Bredformat, ja tak! Det er kun når man tager still-fotos, at man nogen gange vender kameraet på højkant. Skal du for eksempel filme dit fine, høje bornholmerur, så gå hellere lidt længere væk fra motivet
  • Undgå "visuel baggrundsstøj". Baggrund og omgivelser skal være så "rene" og "neutrale" som muligt. Eller sagt på en anden måde: Husk at tage familiebillederne, der hænger ved siden af uret, ned inden du filmer
  • Pas på reflektioner i glas. Har dit ur en glasoverflade, skal du holde øje med at der ikke kommer spejlinger i glasset. Typiske fejl er lys bagfra der reflekteres, eller et spejlbillede af fotografen med kameraet
  • Brug et stativ, hvis du har et, for at få billedet så skarpt som muligt. Håndholdte optagelser har det med at blive rystede og uskarpe. Til smartphones kan man nogen gange være heldig at finde et bordstativ i tiger-butikken eller på en rodehylde i netto

Sørg desuden for at dit kamera har disse indstillinger:

  • 16:9 (højde/bredde-forhold)
  • 1920 x 1080 (opløsning i pixels)
  • Full HD (= den højeste kvalitet)

Længden på et video-klip skal være mellem ca. 10 og max 30 sekunder.

Når du har noget materiale til mig, så send det til mig, f.eks via tjenesten www.wetransfer.com som er i stand til at overføre store filer. Min mailadresse er info@junebeltoft.com

OBS! Send ikke video-filer pr. email, de er for store. Er du i tvivl om hvordan du sender dine videoklip, så skriv en mail til mig, så skal jeg nok guide dig.

Jeg glæder mig til at se hvad du har filmet!