Overlevede dit parforhold højsæsonen for skilsmisser?

By June / a couple of weeks ago
The Other Side of Town, by singer-songwriter June Beltoft. From the CD Alive. Skilsmisser. Er græsset grønnere på den anden side?

Højsæson for skilsmisser siges at være i januar  

I den forgangne måned var den gal igen. Endnu et par i min bekendtskabskreds, bekendtgjorde deres forestående skilsmisse via et opslag på Facebook.  Og i efteråret hørte jeg om 2-3 andre brudte forhold. Allesammen par, som udadtil virkede harmoniske. Alle med børn involveret. Som nu skal igennem hele menageriet med deling af ejendele og ikke mindst tiden med børnene. 

Hver gang mennesker jeg kender, ryger ind i en skilsmisse, bliver jeg en lille smule trist. Ikke nødvendigvis på grund af bruddet i sig selv, men fordi der jo altid er en årsag. Det er trods alt nok de færreste, som splitter deres kernefamilie op for sjov. Dét kan jeg i hvert fald skrive under på for mit eget vedkommende.

Årsagerne er mange. Men noget jeg hører om med jævne mellemrum er, at når dagligdagen blæser derudaf - så er det ofte på bekostning af nærheden, samhørigheden  og i sidste ende den kærlighed, der gjorde at man overhovedet fandt sammen. I stedet sniger ensomhed og kedsomhed sig ind i dagligdagen. Og risikoen for at de elskende hver især får færten af det grønne græs på den anden side stiger faretruende... 

Jamen de var da ellers så gode sammen  

En ting er, hvad vi viser udadtil. Noget andet er, hvordan tingene rent faktisk forholder sig rundt omkring i de små hjem, når gæsterne er gået...

Misforståelser, som følge af kommunikation der går skævt, forvandler små ting til store dramaer. Man stopper med at vise sin sårbarhed og bruger i stedet vreden eller kulden som forsvarsværk omkring sit sårede hjerte. I nogen familier skændes man så det brager - hos andre foregår konflikterne på et mere subtilt plan.

Men resultatet er det samme: Stille og roligt glider det udadtil så velfungerende par fra hinanden. For til sidst at sprænge bomben med den triste nyhed over for den undrende familie- og vennekreds. 

Når kærlighed bliver til kedsomhed. Når tosomhed bliver til ensomhed. Når passion bliver til ligegyldighed... Så er det, at duften af det friske, grønne græs begynder at friste... 

I starten var det hele så romantisk

...men med tiden kom den snigende
som en listetyv i natten
Lydløst
Umærkeligt

Og så!
En dag
havde dens søvndyssende tåger

lagt sig tungt omkring deres hjerter
De forbudte drømme blev deres hemmelige drug
når ensomheden i tosomheden blev ubærlig
Lige til den dag
hvor drømme ikke længere var nok...

The Other Side of Town - sangen om græsset, der (måske) er grønnere på den anden side  

Med jævne mellemrum er der nogen som spørger mig hvor jeg egentlig får idéerne til de sange jeg skriver. Svaret er, at det faktisk er ret ligetil. Som du kan læse herover, er historierne derude. Lige foran vores næser. Der fandt jeg inspirationen til at skrive The Other Side of Town, som handler om længslen efter "noget andet". 

Det der "andet", som måske allerede befinder sig lige der hvor du er. Hvis du kigger efter. Måske er din partner allerede den prins eller prinsesse du drømmer om og engang forelskede dig i. Måske? Det ved du bedst selv, inderste inde. For nogen viser det sig, at det græs, der til at starte med, var indbydende grønt og saftigt, meget hurtigt bliver lige så tørt og vissent som den græsgang man forlod. Og lykkes måske endda med at genopleve forelskelsen derhjemme. Andre finder frem til det, som de mistede i et dødt parforholds dræbende symbiose: Deres vitalitet, passion - og sig selv.  

Hvad finder du? Og hvor finder du det henne?

Lyt til en bid af The Other Side of Town her  

Tryk på knappen og kom med backstage i VIP-klubben...