Out of Sync, en sang jeg skrev under en sygemelding på grund af stress

På randen af stresskollaps

By June / 6 years ago
June Beltoft, singer-songwriter, skrev sangen Out of Sync i forbindelse med en sygemelding for stress

Når man ikke vil høre må man føle! 

Dette kunne være sagt af en skolelærer af den gammeldags slags. Du ved, fra de go'e gamle dage, hvor læreren måtte slå elever der ikke makkede ret. Gør som der bliver sagt! Eller få med spanskrøret, linealen eller et par solide "håndmadder"... 

Nu er jeg heldigvis fra en generation, hvor læreres ret til fysisk afstraffelse var et overstået kapitel. 

Ikke desto mindre gælder den gamle talemåde stadig, omend på et mere subtilt plan. Det måtte jeg selv sande for nogle år siden, hvor jeg med lodder og trisser forsøgte at få enderne i mit liv til at nå sammen. 

Til dig, som ikke har læst de foregående indlæg, kan jeg kort nævne, at jeg arbejdsmæssigt havde alt for mange bolde i luften, bare ikke inden for det jeg brændte for, nemlig at skrive sange og spille dem for folk. Oven i det var jeg alene med to børn efter en skilsmisse der trak tænder ud... 

Nå. Men...  

Tilbage til det det med at høre versus føle: 

Søvnløse nætter, mavesmerter, hovepine, svimmelhed... Ofte måtte jeg tage mig sammen for ikke at begynde at græde, når jeg stod og skulle ud af døren for at undervise mine musikelever. Havde mest lyst til bare at blive hjemme og gemme mig i min "hule" i stedet for at skulle ud og være noget for nogen. Men jeg tog mig sammen og gjorde hvad jeg skulle. Og når jeg er "på" har jeg da også en evne til at være i nuet og lukke mine egne fortrædeligheder ude for en stund.

Det der slog hovedet på sømmet var, da jeg begyndte at få nogle mystiske hukommelsesudfald. Jeg kunne være på vej et sted hen i min bil, men pludselig kunne jeg ikke huske hvor jeg skulle hen og hvorfor... I et par tilfælde blev jeg nødt til at holde ind til siden for at komme i tanker om hvad mit ærinde egentlig var. Skulle jeg ud og undervise? Hente børn? Købe ind? Jeg var helt blank.

Dét skræmte mig!

Nok til at jeg gik til min læge, som udstedte en 6 ugers sygemelding. I rette tid inden jeg for alvor gik ned.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor galt det kunne være gået, hvis jeg ikke havde trukket i nødbremsen, men bare var fortsat...!

"When your world gets Out Of Sync - you better take a solid grip on the emergency brake" - citat fra en sang jeg skrev under min sygemelding.

Måske kan du genkende noget af det jeg har skrevet om? Uanset, så håber jeg at du lige nu er et sted hvor der er plads til gøre noget, som er godt for lige netop dig. 

Pas nu på dig. Kram fra mig

Læs næste afsnit: I en snæver håndbremsevending...

Når livet ryger ud af sync...

For nogle år siden røg jeg ind i en sygemelding på grund af stress. Under min sygemelding skrev jeg sangen Out of Sync. Siden har jeg gjort mig nogle tanker og reflektioner, som jeg nu har fået lyst til at dele med dig i en lille serie her på bloggen. Måske er det noget du kan relatere til? 

Læs de første indlæg i serien:
Når dit liv er ren fake
Sandheden er undercover

Bliv VIP og lyt til Out of Sync lige her... 

For noget tid siden var den Månedens Sang, som er et eksklusivt privilegium for mine VIP's. Som VIP får du bl.a. udvalgte sange til at downloade, du får sangenes baggrundshistorier og du får røverhistorier fra et musikerliv. Og meget, meget mere... Start videoen og skriv dig på, når tilmeldingsboxen popper op.

 

Check også lige din mail. For at komme helt ind i VIP-klubben og få adgang til alle de andre lækkerier, skal du lige bekræfte din tilmelding via en mail, som rammer din indbakke lige nu.