Spil Dansk Dagen – jamen du synger jo på engelsk?!

By June / a couple of years ago

Ja. Det gør jeg for det meste.

De seneste år har jeg været med til at fejre den årlige Spil Dansk-dag ved at arrangere nogle koncerter med mig selv på plakaten. En del af gangene har jeg valgt at spille et udvalg af mine engelsksprogede sange – og det gør jeg også i forbindelse med Spil Dansk Dagen 2014.

De fleste af de sange jeg skriver er med engelske tekster. Ikke fordi jeg ikke gerne vil skrive på dansk og jeg gør det da også ind i mellem. Men de fleste af de idéer jeg får er på engelsk – og så føler jeg også at min stemme klinger bedre når jeg synger på engelsk.

Af samme grund er det også sange på engelsk som jeg indtil nu har valgt at udgive. F.eks. min CD Alive, som udkom i 2013.

Hvert eneste år er der nogen der undrer sig. For…

Går Spil Dansk-konceptet ikke ud på at man skal synge på dansk?

Nej. Det gør det faktisk ikke.

Det hedder jo netop SPIL Dansk og ikke Syng Dansk. Så man behøver ikke engang at synge, men kan vælge at spille instrumental musik.

Det, som musikbranchen fejrer på Spil Dansk Dagen, er musik skabt af komponister, musikere og sangskrivere i Danmark. Og faktisk fremgår det meget klart på Spil Dansk Dagens hjemmeside at der kan synges på alverdens sprog. Hvis man altså synger.

Uanset hvad, så håber jeg at se dig til en eller måske flere af de koncerter som vi spiller i forbindelse med Spil Dansk Dagen 2014. Og tag endelig en masse venner, bekendte og familie med.

Spil Dansk 2014 June Beltoft udsnit af poster

Koncerterne er støttet af
BornholmerFærgen
Dansk Musiker Forbund
Musikrådet i Bornholms Regionskommune