De Hemmelige Singler

Eller… well, så hemmelige er de jo ikke længere…
Heaven Help My Heart var nemlig i rotation i det landsdækkende DR-P4 i sommeren 2013 og Going Under har haft lidt airplay i P4-Bornholm.

Som en vaskeægte DIY-musiker, har jeg selv lavet videoerne til disse sange. Her får du et lille indblik i hvordan disse videoer blev til. God fornøjelse.

De forhåndenværende søms princip gælder ikke mindst når man, som jeg, selv står for at udgive sin musik. Således har jeg helt selv lavet videoerne til de to nye singler ud fra materiale jeg havde liggende, eller noget jeg producerede til lejligheden.

Videoen til den radio-spillede Heaven Help My Heart er vel egentlig mere et slide-show bestående af still-fotos. Disse fotos blev i øvrigt skudt ved et photoshoot tilbage i 2010, som fandt sted på Christianshavn og ude på Staden en varm sommerdag i august. Fotografen er Maya Hiort Petersen, som i øvrigt også er en glimrende billedkunstner. Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg da at det virker stemningsfuldt på en rar måde.

Det var egentlig ikke planen, men nu kom denne sang jo i radioen. Og så var det selvfølgelig oplagt at tage den med som bonus track på EP’en Alive, der udkom senere samme år.

I øvrigt er Heaven Help My Heart produceret og spillet af Mogens Binderup, som også bl.a. er en af bagmændene til Taxa, hittet med Sanne Salomonsen.

 

Going Under består af to forskellige sæt optagelser og blev en lidt mere tricky affære i forhold til teknikken…

Dels er der nogle klip, som jeg filmede ved aftentide sidste efterår i den københavnske metro med min Samsung Galaxy III smart phone. Dels nogle optagelser som jeg lavede en aften hjemme i min dagligstue med min iPad 3, hvor belysningen bestod af en 40 watts-pære…! Så her har jeg forsøgt at fifle med et par effekt-filtre, heriblandt skarpheden, som jeg kørte op på max, så det gav et lidt pixeleret udseende. I erkendelse af at det nok ville virke bedre end at forsøge at få dårligt belyste optagelser til at se “rigtige” ud. En anden udfordring var desuden at få de to kameraers forskellige formater til at passe sammen. Og ikke nok med det, jeg skulle pinedød også køre med optagelser i flere lag oven i hinanden visse steder…

Men, alle tekniske kompromis’er taget i betragtning, så oplever jeg at videoen rent idémæssigt, om ikke andet, understøtter stemningen i musikken, som er produceret af Peter Bizzle, ganske godt.

Så nu håber jeg I er godt underholdt – på den ene eller den anden måde. Og så er der jo altid Spotify, iTunes og de andre netbaserede musiktjenester… ;-)