På torsdag d. 8. december tegner vi den 4. circel i koncertrækken på Svanekegaarden som i 2011 har præsenteret en perlerække af syngende sangskrivere på Bornholm.
Denne gang kan du for en flad, firkantet 50’er komme til at opleve:
Soluna Samay har boet på Bornholm en del af sin opvækst, men er i øvrigt – sin unge alder til trods – en rigtig verdenskvinde og en garvet musiker. Har næsten siden hun lærte at gå, været med sine forældre rundt i verden og optrådt med sin far som gademusikant.
Debutalbummet “Sing Out Loud” udkom i september. Men længe inden da storhittede singlen “Two Seconds Ago” i radioen.
I sommer oplevede jeg Soluna ved en akustisk liveoptræden på Copenhagen Songwriters Festival. Og jeg kan kun sige at I har noget at glæde jer til!
Henrik Billing udgav i starten af 2009 solo-albummet “Sange under bordet”. Det næste album siges at være lige på trapperne, formentlig i starten af det nye år. Men det kan jo være vi får lejlighed til at høre en lille snigpremiére.
Udover at optræde som solist ser man også jævnligt Henrik i forbindelse med koncerter med “Bagholdet” som skaber og spiller teaterkoncerter ud fra forskellige temaer.
Et andet projekt er “Kofoeds Sange” hvor Henrik er gået sammen med Kalle Brandt og Mikkel Thomas om at skabe en musikalsk historie.
Som spillende vært vil jeg, ganske som jeg plejer, forsøge at samle trådene samt lede og fordele slagets gang.
Koncerten starter kl. 20 og dørene åbnes kl. 19:30. Kom i god tid og få de bedste pladser ;-)
Ses på torsdag :-D
De 4 SingerSongwriter Circles 2011 er sponsoreret af:
DMF, DJBFA, DPA samt Bornholms Regionskommunes Musikudvalg