
Ofte stillede spørgsmål om hjemmekoncerter
Hvad er hjemmekoncerter?
En Hjemmekoncert er et arrangement med live-musik, som foregår i et privat hjem. I USA er House Concerts ret almindeligt.
Hvorfor holde en koncert derhjemme?
Først og fremmest fordi det er enormt hyggeligt! Det er en mulighed for dig og dine gæster for at komme helt tæt på musikken og den musiker som udøver den. I får på denne måde en helt unik, nærværende og personlig oplevelse. Samtidig er det dig som vært, der bestemmer hvilken musiker og dermed hvilken slags musik der er på programmet.
Hvordan foregår det?
Hjemmekoncerter foregår, som navnet antyder, hjemme hos privatpersoner. Værten åbner dørene for koncertgængere, som hver især betaler en entré. Denne entré er løn til musikeren. Som supplement kan værten evt. sælge kaffe/kage, øl/vand eller lignende. Alternativt kan værten vælge selv at betale musikerens honorar og invitere folk til at overvære koncerten gratis.
Du kan også helt slippe for at have med penge at gøre, hvis du arrangerer koncerten som vært hos koncert-platformen Low-Fi.
Hvad er Low-Fi?
Low-Fi er en platform hvor bl.a. folk der ønsker at lægge hus til koncerter, kan finde musikere til at optræde. En af fordelene ved at arrangere koncerter via Low-Fi er, at de har et betalings-system, som gør at der ikke direkte kommer til at være penge mellem vært, publikum og musiker. Publikum køber billetten via Low-Fi, som så efterfølgende betaler musikeren.
➜ Se min musiker-profil hos Low-Fi...
➜ Læs mere om hvad Low-Fi er...
Hvor lang tid varer koncerten?
1 sæt á 45 minutter, med mindre andet aftales.
Hvor mange musikere spiller?
Typisk optræder jeg solo, altså mig og min akustiske guitar. Der er dog også mulighed for at høre mig med duo, trio eller kvartet efter aftale.
Hvilken musik får vi at høre?
Repertoiret består af sange som jeg har skrevet. Teksterne er både på dansk og engelsk og handler om stort og småt i livet og den store verden. Ting som de fleste almindelige mennesker ofte kan genkende fra deres eget liv.
Hvad koster det?
Musikerhyren er det, som gæsterne betaler i entré. Eller vi kan aftale et fastsat honorar, svarende til Dansk Musikerforbunds gældende Tarif (pt. ca. 2300 kr.) + evt. rejseomkostninger.
Hvor meget skal publikum betale i entré?
Ved en Low-Fi koncert ligger billetprisen typisk omkring 150-200 kr.
Hvor mange gæster skal der minimum være?
Nok til at dække det aftalte honorar, hvis det er baseret på entré.
Kan alle og enhver så bare komme til koncert i mit private hjem (dét er jeg nemlig ikke sikker på jeg synes er så fedt...)?
Det kommer an på om du arrangerer en privat eller offentlig koncert. Du vælger selvfølgelig selv om du vil invitere en eksklusiv skare til et lukket arrangement, eller om du vil åbne dit hjem for enhver der har lyst. En offentlig koncert kan du med fordel arrangere via Low-Fi. Her skal gæsterne have oprettet en profil hos Low-Fi for at kunne købe billetter. Det betyder at Low-Fi publikummer generelt er ret seriøse og respektfulde i forhold til at gå til koncert i fremmede menneskers hjem.
Er der et max. antal publikummer?
Jo flere jo bedre, afhængig af hvor mange der er plads til i lokalet, så længe det stadig er komfortabelt og evt. gældende corona-restriktioner overholdes.
Skal jeg opgive noget til SKAT?
Hvis en virksomhed hører en musiker, skal virksomheden indberette honoraret til SKAT. Som privatperson har du ikke indberetningspligt. Her er det alene musikerens ansvar at indberette sin indtjening. Til gengæld er det vigtigt at du ved afregning skriver under på at have udbetalt honorar, så musikeren kan dokumentere dette overfor SKAT. Jeg sørger selvfølgelig for at medbringe en blanket til formålet.
Hvis du vil være helt fri for at have med penge at gøre, kan du med fordel arrangere koncerten via Low-Fi, da det så er dem der sørger for at udbetale billetindtægterne til musikeren, samt indberette til SKAT.
Skal man betale KODA-afgift?
Hvis dit arrangement er rent privat, skal du ikke betale til KODA. Arrangementet er privat, hvis publikum udelukkende består af folk som er særligt inviterede. Hvis arrangementet bliver promoveret via f.eks. annoncer i avisen eller lignende, er det offentligt - og så skal der afregnes KODA-afgift uanset om publikum betaler entré eller ej. Læs mere på KODA's hjemmeside, hvor du kan få beregnet hvad dit arrangement ca. vil koste... Hvis du arrangerer koncerten via Low-Fi, slipper du dog for at betale Koda-afgift. Det sørger Low-Fi nemlig for.
Hvordan med salg af drikkevarer?
Så længe arrangementet er privat, kan du servere mad og drikke som du vil. Er der tale om et offentligt arrangement hvor man ønsker at sælge alkohol, er der nogle regler om hvornår man skal have tilladelse.
➜ Læs mere om alkoholtilladelse...
Er der særlige krav til lokale?
Der skal være umiddelbar adgang til 220V strøm. Og så skal der selvfølgelig være plads til både musiker(e) og publikum, under hensyn til hvad der måtte være at corona-restriktioner. Det er altid en god idé at "advare" naboer m.m. så de er indstillet på at der bliver "larmet" en smule i den times tid koncerten varer. Overvej evt. at invitere dine naboer / dem som bor i din opgang.
SKAL koncerten være i mit eget hjem? Eller kan det f.eks. være i vores lokale medborgerhus?
Har du adgang til et andet egnet lokale er det også fint. Det behøver ikke at være dit private hjem. Bare vær obs! på forskellen på privat og offentligt arrangement i forhold til evt. KODA-afregning, alkoholbevilling m.m.
Kan koncerten foregå udendørs?
Ja - hvis vejret og temperaturen tillader det. Dog med det forbehold at der skal være mulighed for at flytte arrangementet indendørs i tilfælde af dårligt/uegnet vejr, såsom nedbør, blæst, kulde m.m. Når jeg spiller udendørs har jeg desuden brug for at kunne sidde i skygge, hvis der er sol på. Så der skal være adgang til overdækning i form af en solidt fastgjort pavillion eller lignende. Parasoller er no-go, hvis det blæser! Og så skal der være umiddelbar adgang til almindelig 220V strøm.
Er det OK at hyggesnakke mens der bliver spillet?
Når der er tale om en koncert, er det musikken er i centrum - og så forventes det selvfølgelig af publikum at dette respekteres. Det indebærer bl.a. at man stopper samtalen og fokuserer på musikken. Derfor er det en god idé, at du som vært gør dine gæster opmærksom på dette. Samt sørger for, at der er tid før og efter koncerten, så de får mulighed for at sludre lidt med hinanden - og meget gerne også med mig.
Men du kan i øvrigt sagtens hyre mig til "hyggemusik".
➜ Læs mere her om andre typer arrangementer...
Hvad med rygning?
Røg i lokalet slider hårdt på min stemme. Så for at jeg kan give jer den bedst mulige oplevelse, bliver jeg nødt til at bede om at rygning foregår udendørs, samt at lokalet luftes godt ud inden koncerten.
Bliver der spillet meget højt?
Slet ikke. Jeg spiller med let forstærkning for at skabe et balanceret lydbillede – og volumen tilpasses selvfølgelig lokalet.
Hvad med forplejning til musikken?
Jeg får brug for vand undervejs. Dertil kan det være dejligt med fx en kold light-sodavand, kaffe/te eller måske en enkelt øl eller glas vin. Evt. et måltid mad efter aftale.
Har du flere spørgsmål, er du velkommen til at skrive til mig: info@junebeltoft.com