Sangskrivning på Samsø

By June / 12 years ago

Er så småt ved at foretage en mental landing oven på en fantastisk uge på en smuk lille ø i hjertet af Kattegat. Sange af vidt forskellig karaktér slås om min opmærksomhed i disse dage. Nyskrevne sange og sange der står i kø i min hjerne for at komme UD…!

Scenen var sat på det legendariske Brundby Rockhotel, som gennem mange år har huset et utal af større og mindre koryfæer fra den danske musikbranche.

5 dage i streg er gået med cowriting med vidt forskellige skrive-makkere. Det har resulteret i en håndfuld spritnye – og meget forskellige – sange, klar til at indtage verden.

F.eks:
Into Something New – en lille sag i typisk singer-songwriter stil, skrevet sammen med Karen Stidsen
Dark Clouds – en mørk og meget minimalistisk sang, cowrited med Dorthe Lima
The City – et glad-i-låget disko-funk nummer, skabt i samarbejde med Jacob Svendsen

Det kan sagtens være at disse sange kommer “i arbejde”. Den første passer fint til mit eget repertoire, den anden blev Dorthe rigtig glad for og vil måske indspille den. Og den tredje vil vi forsøge at få afsat til en ung, mandlig artist med en fed soul-stemme. Nogen forslag…?

Det har på en gang været vidunderligt og samtidig hårdt arbejde at køre så intenst på med at cowrite. Hårdt, fordi man bruger tonsvis af mentalt krudt på at dykke ned i en kreativ proces sammen med et andet menneske man ikke kender på forhånd. Og helt vidunderligt når vi opnår den dér følelse af at have fået fat i “noget” – når et omkvæd pludselig folder sig ud eller når sangens brikker begynder at falde på plads. En kriller i maven og en YES!-følelse som jeg nærmest er blevet afhængig af…

Samtidig er det fascinerende at opleve bunken af fine, nye sange vokse støt. Mandag morgen, inden vi gik i gang, var der ingenting. Om torsdagen spillede vi en lille koncert på 2 sæt hvor sangene blev fremført offentligt for første gang.

Ugen på Samsø er en årligt tilbagevendende begivenhed og går under navnet Samsø Listening Room International Songwriters Retreat. Arrangøren er Brett Perkins – en herboende amerikansk sangskriver, som gennem en årrække har været et samlingspunkt i det danske sangskrivermiljø. F.eks er det Brett som står bag bl.a. Copenhagen Songwriters Festival, og forskellige open stage events i København. Desuden står Brett for en række lignende songwriter retreats forskellige andre steder rundt om i verden, f.eks Færøerne, Gotland, Canada, Irland…

Alt i alt en fantastisk uge – og lur mig om ikke jeg godt kunne finde på at gøre det igen. På Samsø eller et af de andre steder.