Gamle travere på små listige steder

By June / 12 years ago
Koncert med June Beltoft, singer-songwriter optræder med sig eget originale repertoire. Ikke cover.

Er lige kommet hjem fra et værtshus-gig. Café 18 i Rønne er en rigtig bodega af den go’e gamle slags – og her spillede jeg et par timer denne søndag eftermiddag.

Med hensyn til repertoire havde jeg forberedt mig på lidt af hvert. Allerhelst vil jeg jo gerne spille mine egne sange, men når man spiller på diverse caféer og værtshuse, ved man jo aldrig helt hvordan publikum modtager musik de ikke kender i forvejen. Så jeg sørgede for at have nogle cover-numre i baghånden. (Til jer som ikke er inde i musiker-termerne, så er et covernummer en sang som er lanceret af andre og som regel en sang som publikum kender)

Ofte kommer man ud for, at dem som booker musik rundt omkring, har et specifikt ønske om at man udelukkende skal spille cover. For dem handler det jo om at få deres gæster til både at dukke op OG få lyst til at blive hængende, så der kan komme noget omsætning i baren. Og så er det nærliggende at tænke i at den musik der spilles, skal være noget de kender. For der er nu intet (der sælger øl) som et gedignt nostalgitrip hvor man synger med på alle de go’e gamle sange fra svundne tiders gymnasiefester og hvad har vi. Og så skal man jo heller ikke underkende følelsen af tryghed ved at høre noget velkendt.

Personligt kan jeg nu også godt lide at høre musik jeg ikke har hørt før. Og det tror jeg egentlig også at masser af dem som kommer ude i byen kan, når det kommer til stykket. Og når jeg selv skal spille, vil jeg da allerhelst spille den musik som kommer fra mit eget hjerte, nemlig den jeg selv skriver.

Nå, men jeg troppede op på Café 18 og så gik jeg ellers bare lige på med en stribe fra mit originalrepertoire. Og faktisk så tog værtshusgæsterne rigtig godt imod det…! Så jeg gav dem en god blanding af lidt originalt og lidt cover og alle var glade. Faktisk var de så glade at stedets booker i pausen tilbød mig at spille en fredag aften i december, så helt uefftent kan det jo ikke have været.

Nu sidder jeg så her og reflekterer lidt over det med cover versus originalt. Og indtil videre må jeg konstatere at det nok i lige så høj grad handler om lige at lodde stemningen – og så i ellers spille den musik man vælger med tilstrækkelig indlevelse og overbevisning, så skal publikum nok tage godt imod det de får serveret.

Jeg spiller igen samme sted fredag d. 14. december om aftenen. Der er det jo julefrokostsæson, så mon ikke stemningen bliver høj. Så nu får vi se hvordan DET kommer til at gå, men det bliver sikkert sjovt ;-)