I det foregående indlæg fortalte jeg om et hyggeligt, lille gig jeg spillede på et værthus for noget tid siden. Her reflekterede jeg lidt over mine overvejelser i forhold til at spille covernumre – altså sange som andre har hittet med – i stedet for mine egne sange. For i nogle sammenhænge vil publikum, eller i hvert fald værtshusejeren helst høre musik som er kendt i forvejen.
I lang tid har jeg holdt mig tilbage fra at spille cover, og har af den grund ikke haft så mange spillejobs som jeg kunne have haft. Og det har jeg det for så vidt fint med. Det er et valg jeg indtil nu har truffet, fordi jeg bare havde lyst til at spille mine egne ting. Og jeg har også tænkt at der er masser af andre som er meget bedre til cover-tingen end jeg er, så hvorfor begynde at bruge en masse krudt på det…
Men for noget tid siden var der en der sagde til mig, at jeg da lige så godt kunne skaffe mig smør på brødet ved at spille cover, som ved at tage et eller andet job som ikke har en pind med musik at gøre. Pointen var, at jeg ved at tjene mine penge på denne måde, ville kunne vedligeholde og udvikle min sang og mit guitarspil. Og set ud fra det perspektiv lød det jo pludselig helt fornuftigt, ja ligefrem konstruktivt.
Og nu er jeg så i gang med at lave små-jobs hvor jeg så vidt muligt spiller mine egne sange, men også har en stribe covers i lidt forskellige stilarter i baghånden.
Fra starten besluttede jeg at jeg kun ville tage sange med som jeg selv kunne lide at synge. En af de allerførste der poppede op hos mig var Hotel California, den med Eagles og en sang jeg altid har holdt af. Til gengæld har jeg indtrykket af at den har status som hade-sang blandt rigtig mange cover-musikere. Nok fordi de har spillet den RIGTIG mange gange, så OK, jeg kan da godt forstå at de måske får lyst til at spille noget andet, bare en gang imellem…
Og jeg er så afgjort af den holdning at hvis der er en sang man bare ikke gider, så er både musikken, publikum og musikeren selv bedst tjent med at man lader den ligge. Min oplevelse er i hvert fald at hvis man ikke gider musikken, så spiller man også uden energi og indlevelse – og det gør ingen glade.
Men vælger en musiker at spille en bestemt sang eller en bestemt genre, så synes jeg også godt man kan forvente at musikeren tager musikken, publikum og sig selv alvorligt. Har ind i mellem hørt musik-folk der snakkede internt om at “det jo bare er bluesmusik” – underforstået at denne relativt enkle stilart ikke krævede det store forabejde. Og underforstået at “publikum kan jo ikke høre forskel”. Nej, det kan godt være at de fleste publikummer ikke opfatter de småfejl der måtte opstå undervejs. Men mangler energien fra musikernes side, så vil publikum temmelig sikkert kunne mærke det. Og deres oplevelse af musikken vil være derefter.
Det kan jo heller ikke være særlig sjovt eller tilfredsstillende for musikerne. For mit eget vedkommende gider jeg i hvert fald ikke henslæbe aften efter aften med at spille uden at lægge min energi i det og gøre mit allerbedste for at give publikum og dermed også mig selv en god aften. Set i forhold til at en vis del af musikerlivet handler om ubekvemme arbejdstider og tungt slæbearbejde til en ofte minimal løn, så skal det at spille musikken altså også være tilfredsstillende. Ellers vil et almindeligt 8-16 job nok være at foretrække i længden.
Så jeg spiller ufortrødent mine egne fortolkninger af alle mulige og sikkert også u-mulige coversange og så selvfølgelig mine egne – og jeg gør det fordi jeg kan lide det. De næste gange bliver fredag d. 30/11 kl. 16 på Svaneke Bodega når juletræet på Torvet er blevet tændt – og fredag d. 14/12 kl 21 på Café 18 i Rønne. Og mon ikke der ryger et par jule-covers over disken i denne tid ;-)