Som en lille opfølgning på sidste uges koncert i VEGA, hvor jeg for en sjælden gangs skyld tog fat i saxerne, vil jeg lige dele nogen tanker jeg gennem årene har gjort mig om det at være kvinde i musikbranchen…
I sommer faldt jeg over denne artikel fra Politiken, som blev skrevet i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Den omhandler det faktum, at der blandt udøvende musikere er en markant overvægt af mandlige instrumentalister i forhold til kvindelige ditto, og at kvindelige musikudøvere i overvejende grad foretrækker at synge. Bl.a. kom artiklens forfatter ind på problematikken med at der mangler kvindelige instrumentalist-rollemodeller som de unge piger/kvinder kan spejle sig i.
Og her er det så, at undertegnedes dårlige samvittighed melder sig… Efter små 25 år med tenorsaxofon som hovedinstrument har jeg nu med stor entusiasme kastet mig over… nåja… det der med at synge… I årevis har jeg, sideløbende med mit virke som saxofonist, skrevet sange og for et par år siden begyndte det at gå op for mig at der et langt stykke hen ad vejen kun er mig selv til at synge dem. Så jeg gik målrettet i gang med at træne stemme og lave sangøvelser og betragter nu mig selv som sanger/sangskriver. Sax-tingen er, om ikke lagt på hylden, så i hvert fald røget langt ned på prioriteringslisten. Det valg har jeg det rigtig godt med – og alligevel prikkede samvittigheden en lille smule da jeg læste artiklen. Og det endda selvom jeg dog akkompagnerer mig selv på guitar og klaver…
Da jeg i sin tid valgte saxofonen var det lige det instrument jeg havde søgt efter. Sang, klaver og guitar havde været i spil uden at der dengang kom de helt store venskaber ud af det. Men saxofonen tog mit hjerte og i årene der fulgte fandt jeg kernen i mit udtryk i The Blues.
Måske havde jeg et behov for at gøre ting anderledes. I hvert fald var jeg da lidt stolt af, som kvinde, at spille et instrument i stedet for at gøre det de fleste andre kvinder gjorde – nemlig at blive sangerinde.
Ikke fordi jeg ikke respekterede de dygtige sangerinder, for det gjorde jeg! Jeg gjorde bare tingene på en anden måde. Dertil kom at jeg gav den max gas i de elektrificerede blues-rock baserede genrer, frem for jazzen, som jo ellers er den musikgenre saxofonister primært indgår i. Og med en klar bevidsthed om at jeg var en alternativ rollemodel for andre kvinder med musiker-drømme.
Du spiller som en mand, var der engang en (mand) som sagde til mig efter jeg havde optrådt på MOJO (Københavns bluesspillested numero uno). Det var helt klart ment som en begejstret kompliment og jeg tog den da også til mig. Men et eller andet sted er det også en lidt pudsig bemærkning. Jeg syntes jo egentlig bare jeg spillede som mig selv – og jeg har aldrig følt mig specielt mande-agtig… Og med afsæt i omtalte artikel så var bemærkningen vel i bund og grund også affødt af den der gamle tradition/fordom/whatever… om at mænd spiller instrumenter og kvinder synger.
Måske ER det bare mere feminint at synge? Hvorom alting er, så er det vist ret udbredt at det, helt fra de tidlige barndomsår, overvejende er piger som har lyst til at synge. Årsagerne er mange, men jeg har i hvert fald gennem årene kunnet konstatere at det, at bryde ud i sang, ofte opfattes som blufærdigt og grænseoverskridende blandt såvel drenge som voksne mænd. Og det med stemmen ER jo også en følsom sag. De fleste af os har nok oplevet følelsesladede situationer som gik direkte ind og påvirkede vores stemmekontrol.
Og omvendt tror jeg mange piger/kvinder oplever en berøringsangst når det kommer til det med at håndtere et instrument. Hvor mange gange har vi (i min generation i hvert fald) ikke hørt den der med ”kvinder og teknik, tøhø…”. Ofte sagt i sjov, men dybest set tror jeg stadig at mange, mænd som kvinder, har en mere eller mindre bevidst opfattelse af at det er sådan det er… Folk må jo gøre som de har lyst til og jeg er på ingen måde ude i at ville ”omvende” en hel masse kvinder til at kaste sig over et eller andet instrument hvis de nu bare føler at sangen giver dem det de har behov for.
Men jeg vil til enhver tid opmuntre alle piger og kvinder, som har lysten til at spille et instrument eller for den sags skyld blive DJ’s, musikproducere eller andet som i praksis er ”mænds domæner” inden for musik. Go for it, girls! I kan gøre det lige så godt som drengene! Og I vil stadig være lige præcis så meget kvinder som I selv ønsker at være.
Og til jer som allerede er gået i den retning: Jeg håber I aldrig vil forsømme en lejlighed til at stå frem som rollemodeller. Igennem mine år som musiklærer, herunder i folkeskolen, har jeg selv fået vist såvel piger som drenge at kvinder sagtens kan spille på både trommer, bas, guitar, klaver – og at drenge sagtens kan synge!
I sommer spillede jeg nogle solo-gigs i det bornholmske sommerland. Blandt publikum et af stederne var Amanda på 7½ år. Hun har meget betaget af mine udfoldelser og da vi talte sammen i pausen fortalte hun at hun også gerne ville synge. Se, det synes jeg jo er dejligt – og jeg gav hende så det råd med på vejen at hun udover at synge også skulle lære at spille på enten guitar eller klaver.
For det er for mig at se det der gør den store forskel:
Igennem årene har jeg mødt mange gode sangerinder. En stor del af dem synger udmærket – og det er så det. Den type sangerinde ved ikke meget om hvordan musik skrues sammen. Det er noget gutterne i bandet tager sig af. Nogle af de piger har idéer til sange, typisk i form af en tekst – og så kan de høre melodien, men er ikke i stand til at finde de rigtige akkorder. Det gør dem afhængige af en (mand) som kan håndtere f.ex en guitar for at få musikken på plads.
Og det kan da alt sammen være fint nok, hvis de kvinder ellers synes det fungerer tilfredsstillende. Men de kvinder som jeg for alvor synes rykker – det er dem som kan selv. F.ex har vi i min generation (OK, mine forældres, så ;-) sådan en som Bonnie Raitt. Hun har både udseende og stemme til at gi’ den som blues-mama. Men derudover giver hun mandfolkene kamp til stregen med den ondeste slide-guitar og er i øvrigt en ganske habil sangskriver. For mig en oplagt rollemodel!
Hvilke kvindelige, musikalske rollemodeller findes i din generation?
*****************************************************
…og lige et lille PS for at aflive en SKRØNE: Man skal IKKE lave “basunkinder” når man spiller et blæseinstrument!!! Det er faktisk noget man bør undgå, hvis det skal lyde ordentligt ;-)
Her er nogle links til artikler m.m. om kvinder i musikbranchen…
http://www.information.dk/246819
http://www.information.dk/245661
http://www.information.dk/245758#comments
http://www.information.dk/246586
http://www.information.dk/146504
http://www.kvinderimusik.dk/forside-2.html