Smoking Guns – musikvideoen

By June / 10 months ago
Smoking Guns is single no. four of five from the Twilight Dreams EP

Se den officielle Smoking Guns musikvideo her  

Musikvideoen til den nye single Smoking Guns ligger nu på den gængse og dertil indrettede video-hosting-tjeneste. Måske har du allerede set den og måske endda fundet den underholdende? Eller også har du stadig oplevelsen til gode. 

Uanset hvilken af mulighederne du sætter hak ved, får du her lidt insider-viden om hvilke idéer og tanker der ligger bag videoen. Som måske, måske ikke, vil give dig endnu en dimension til oplevelsen når du ser eller genser Smoking Guns-musikvideoen. 

Messias er kommet! 

Jep, det er der rent faktisk mennesker der tror på. Og det er der sådan set ikke noget nyt i. Det er heller ikke dét der er det vilde...

Det vilde er, at disse mennesker helt seriøst tror (eller, i følge dem selv, ved) at Messias er genfødt. Og vel at mærke i skikkelse af en mand, som over hele verden er berygtet for sin... *host*... kontroversielle adfærd.

En adfærd, der frister mig til at betegne ham som stjernepsykopat med narcissistisk personlighedsforstyrrelse. (En fristelse jeg dog vil undlade at falde for, da jeg ikke har de uddannelsesmæssige kompetencer til at stille psykiatriske diagnoser.)

Ikke desto mindre ønsker disse mange mennesker i ramme alvor at han skal fortsætte som USA's præsident, så han kan redde verden. 

Og hvad er det så de mener at de mener at psyko... nåh-nej... Donald Trump skal redde verden fra?

Det er såmænd bare en angivelig konspiration, som en flok navngivne personer blandt fremtrædende politikere, Hollywood-stjerner + andre kendisser og multimilliardærer skulle stå bag. Selvfølgelig med det formål at opnå det totale verdensherredømme (hvad ellers..)

Lyder det som et filmmanuskript der allerede er lavet?

Vi er heller ikke nået til det rigtig vilde endnu...

Det helt vilde er, at disse kendisser, i følge de Trump-er-Messias-troende, holder hemmelige satanistiske ritualer. Hvor de ofrer kidnappede børn og drikker deres blod.

Det er der nemlig en eller anden mystisk anonym person på internettet der har fortalt - og så må det jo være rigtigt, ik' å'.

Det har sågar fået en dude til at gå til angreb på et pizzaria med et automatvåben. Han havde nemlig set en besked fra denne mystiske internet-persona om, at disse bloddryppende ritualer blev eksekveret i pizzariaets kælder.

Bevæbnet til tænderne kastede vor heltemodige ven sig ud i en heroisk aktion for at redde disse stakkels, uskyldige børn fra en grum skæbne.

Det viste sig så bare, at der slet ikke var nogen kidnappede børn. Faktisk var der ikke en gang en kælder under pizzariaet.

Så fra at være en lidt skør historie, bliver det pludselig blodig alvor - på en helt anden og meget virkelig måde...!

Alt det vidste jeg intet om, da jeg skrev sangen Smoking Guns. Men da jeg skulle lave musikvideoen, hapsede jeg lige lidt inspiration fra denne langt ude konspirationsteori.

Så altså: Hvis du tror den mindste smule på den slags historier eller bare er en kende overtroisk, så... 

Husk sølvpapirshatten! 

I musikvideoen til Smoking Guns bliver der nemlig flirtet med satanistiske ritualer. Så måske skal du også lige sørge for at have en pude at gemme dig bag. Måske er det også bedst du ser videoen inden mørket falder på - og at du ikke er alene...! 

Når du er klar - så tryk på play-knappen til den officielle Smoking Guns musikvideo herunder. Hvis du tør... 

Og hvis du overlever, så smut også gerne en tur omkring Spotify og følg den playliste hvor Smoking Guns ligger sammen med de øvrige sange fra Twilight Dreams EP-projektet...

Mere om Smoking Guns og Twilight Dreams-EP'en 

Twilight Dreams er et projekt på i alt 5 sange, som til foråret 2021 munder ud i en EP som kommer til at ligge på diverse online musiktjenester.  

Det kan du altsammen nørde videre med når du følger dette link... Her finder du nemlig alle de indlæg jeg har skrevet om projektet og de sange der er udgivet eller har været i spil. 

Hvis du for alvor vil nørde igennem, så fortsæt her og få yderligere indsigt i hvordan jeg har arbejdet med sangene helt fra den spæde start.