
Twilight Dreams EP'en er nu udgivet på alle streamingtjenesterne!
Den har været længe undervejs, men nu er EP'en Twilight Dreams omsider en realitet. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at det er noget jeg virkelig har set frem til - og at jeg selv er ret glad for resultatet.
Til at starte med var det egentlig bare et lille hobby-projekt jeg hyggede mig med i min sparsomme fritid. Men efterhånden blev hyggen afløst af en insisterende passion indtil jeg måtte indse at jeg var nødt til at gå videre med de sange jeg sad og nørklede med i hjemmestudiet. Jeg begyndte at se for mig hvordan jeg ville udgive et vinyl-album med 10 sange og starte et band hvor vores optræden skulle ledsages af et vildt visuelt sceneshow når vi turnerede rundt på alle de store festivaler og spillesteder.
Den drøm lever stadig, om end jeg i første omgang har været nødt til at nedskalere til en online-udgivelse med 5 sange.
Her og nu vil jeg dog benytte lejligheden til at takke producer Christoffer Høyer for at være med til at forløse nogle af mine idéer og ruske op i nogle andre af dem. Og for at bidrage med sin store erfaring og kreative visioner til at løfte alle 5 sange på EP'en op på et højere level end jeg havde troet var muligt.
Ligeledes vil jeg sige kæmpe TAK til DPA og Koda for at se så meget potentiale i projektet, at I over flere omgange valgte at yde økonomisk støtte til indspilning og promotion til netop mit projekt blandt de utrolig mange højt kvalificerede ansøgere. Både fordi det ellers var blevet svært at få råd til at gennemføre projektet i den nuværende form - og fordi det føles enormt rart med et skulderklap fra fagfolk og kolleger som ved hvad det handler om.
Og hvem ved - måske det faktisk en dag ender med en vinyl-udgivelse og en festival-tour med "The Twilight Dreams Band"...?
Out of the Dark - den nye single
De fire første sange på Twilight Dreams udkom en af gangen i løbet af 2019 og 2020 som selvstændige singler. Den femte sang/single på EP'en er helt ny og har titlen Out of the Dark.
Out of the Dark handler om at gennemleve en alvorlig krise, en Dark Night of the Soul, for til sidst at få øje på lyset for enden af tunellen og rejse sig igen som Fugl Fønix fra asken.
Således ender rejsen gennem Twilight Dreams dystre tekst- og musikunivers med en sang der handler om håb. Noget verden i den grad har brug for. Både på grund af pandemien og i det hele taget...
De fire øvrige sange på Twilight Dreams hedder Shooting Star, Dark Clouds, Twisted and Blind og Smoking Guns.
Her kan du høre Twilight Dreams-EP'en:
Musikken er udgivet så du kan streame og downloade den på stort set alle tænkelige musik-tjenester over hele verden - inklusive Spotify, AppleMusic/iTunes, Deezer, Amazon og Tidal. Bare for at nævne nogle af de mere kendte.