Spillestedet Forbrændingen hyrer udelukkende kvindelige frontfigurer i 2019
I sidste uge sprang en bombe i det danske musikliv. Eller – sådan virkede det i hvert fald. Mit Facebook-feed kogte i flere dage over med heftige diskussioner. Mest blandt musiker-kolleger i starten, men snart også blandt ”almindelige mennesker” i takt med at trykbølgen bredte sig via de store nyhedsmedier. Samt politikere, ikke at forglemme. Især dem der mente at NU måtte der gribes ind!
Bomben blev detoneret af et spillested i Albertslund, som hedder Forbrændingen, da de offentliggjorde deres planer for 2019. I det kommende år vil de nemlig udelukkende have kvindelige artister på plakaten. Og så skal jeg da ellers love for at der kom liv i kludene!
Mange er kritiske, en del er sure – og enkelte har sågar skrevet at de er rasende. På den anden side af hegnet er vi omvendt en del, der synes at Forbrændingens initiativ er en fremragende idé. I det følgende vil jeg se på baggrunden for Forbrændingens tiltag, på de kritikpunkter der har fyldt mest, samt argumentere for hvorfor det er en rigtig god idé med et år med kvindelige navne i fokus på et af landets mange spillesteder.
Inden vi går videre, vil jeg dog lige gøre det fuldstændig klart, at dette indlæg IKKE handler om at ville feje mine mange dygtige og super-søde mandlige musiker-kolleger ned af scenen. Mit ønske er alene at få flere dygtige kvinder OP på scenen!
Åbenlys diskrimination!?
Fra flere sider har man påpeget, at det er åbenlys diskrimination sådan at hyre en masse kvindelige navne, men ingen mandlige ditto. Og hvis man ser isoleret på sagen, så er det vel strengt taget diskrimination. Men hvis vi zoomer lidt ud, geografisk og tidsmæssigt – så bliver billedet et lidt andet. I årevis har man fra forskellige sider af den rytmiske musikbranche, forsøgt at gøre opmærksom på en skæv fordeling af mænd og kvinder på de danske spillesteder og festivaler.
Det er et velkendt faktum, at der i musikverdenen er en betragtelig overvægt af mandlige musikere. Det hedder sig, at fordelingen mellem mænd og kvinder ligger på ca. 80 hhv. 20 procent i snit. Så umiddelbart er der selvfølgelig en del flere mandlige musiknavne at tage af, når programmet til festivalen og spillestedssæsonen skal lægges.
I flere år har der dog været en tendens til at mange af bookerne tilsyneladende har glemt, at der trods alt stadig er en del aktuelle kvindelige navne derude. Således har bl.a. Roskilde, Northside og Tinderbox så sent som i år fået på puklen for stort set kun at hyre mandlige navne. Og på spillestederne over en bred kam har det ikke været meget bedre.
Så ser man på det samlede billede på fordelingen af mandlige og kvindelige artister, så går kun under 20% af rampelyset til kvinder. Og selv om Forbrændingen i ét enkelt år vælger at fokusere på kvindelige artister, vil mændene samlet set stadig være dem, der overvejende tilbringer mest tid på de forskellige scener. Dertil kommer, at selvom Forbrændingen udelukkende hyrer kvindelige artister – så består de bands, der følger med stadig langt overvejende af mænd. Så det er altså alene kvindelige frontfigurer Forbrændingen går efter.
Fra spillestederne og festivalerne lyder det, at når de mest hyrer mænd, er det er fordi der ikke er tilstrækkeligt med relevante og aktuelle kvindelige acts. Om det passer, er der dog delte meninger om. I årevis har man fra forskellige dele af musikbranchen forsøgt at italesætte problemet uden at der rigtig er kommet konkret handling ud af det. Omvendt har man fra andre sider ment, at der slet ikke er noget problem og at kvinderne bare må holde op med at brokke sig og i stedet gøre en indsats for at blive dygtige/synlige nok til at komme på plakaten.
Er kvinderne bare ikke dygtige nok?
Så er de kvindelige artister i det danske musikliv bare ikke dygtige nok til at matche deres mandlige kollegers niveau? Det er der i hvert fald mange, som har ytret. At mænd af forskellige grunde bare er mere dedikerede end kvinder. Og at kvaliteten på Forbrændingen derfor uværgerligt vil dale i 2019, hvis der ”kun” skal være kvinder i front på scenen. At det nærmest er synd for de kvinder, der bliver hyret til det kommende år - for de vil i følge kritikerne aldrig kunne vide, om de er hyret på grund af deres talent, eller kun fordi de tilfældigvis er kvinder... Hvis denne fordom hersker – mere eller mindre ubevidst – blandt folk, så er Forbrændingens tiltag en kærkommen lejlighed til at bevise, at det intet har på sig. For selvfølgelig går Forbrændingen ikke på kompromis med det kvalitetsniveau de plejer at fordre. Det behøver de nemlig slet ikke.
Jeg tror såmænd heller ikke det er af ond vilje, når bookerne rundt omkring er tilbøjelig til at favorisere mandlige musiknavne. Der er mange debattører, der siger at de slet ikke interesserer sig for udøvernes køn, når de lytter til musik og går til koncerter. Og jeg tror sådan set på, at det er deres oprigtige intention. For dybest set så har musik jo intet med køn at gøre. Set i dét lys kan det synes oplagt at mene, at Forbrændingens tiltag er irrelevant.
Ved forskellige undersøgelser både i musikverdenen og generelt, er der dog noget der tyder på, at folk faktisk har en tilbøjelighed til mere eller mindre ubevidst at vægte mænds præstationer højere end kvinders. Et eksempel: Op gennem 70’erne og 80’erne begyndte flere amerikanske symfoniorkestre at afholde såkaldte blind auditions. Her står ansøgerne bag en skærm, så dommerne ikke kan se hvem der spiller. Dette har resulteret i at op imod 46% flere kvinder bliver optaget i orkestrene!
Uden for musikverdenen har undersøgelser vist, at nøjagtig enslydende CV’er vægtes højere, når der er sat et mandenavn på, hvorimod samme CV med et kvindenavn dømmes hårdere. Så selvom vi alle har en selvopfattelse af at være ”køns-blinde”, så er der nok ingen af os der kan sige sig helt fri for at være påvirket af en form for bias på det ubevidste plan.
Er det overhovedet vigtigt hvem der spiller musikken?
Hvad er så grunden til denne tilsyneladende ubevidste forskelsbehandling? Og hvad kan vi gøre ved det? Et stort spørgsmål. Og de mange heftige reaktioner taget i betragtning, kan det virke som om der er lang vej igen… Om ikke andet, så kan Forbrændingens åbenbart meget kontroversielle og provokerende musikpolitik for 2019 i det mindste få sat lidt fut i debatten. Og forhåbentlig også til en start, være med til åbne folks øjne for – og give plads til – de mange talentfulde kvindelige musikere vi faktisk har her i landet.
Men er det overhovedet så vigtigt om det er kvinder eller mænd der spiller/synger, når bare musikken er god? Ja. Det er faktisk vigtigt. Dels fordi en del kvinder måske afsøger andre veje i forhold til musikalsk udtryk end mænd. Oplevelser vi går glip af, hvis de ikke får mulighed for at optræde for et publikum. Og dels fordi halvdelen af befolkningen er kvinder, som på samme måde som mænd (bevidst eller ubevidst) gerne vil kunne spejle sig i kunstnere der ligner dem selv. For ikke at tale om den opvoksende generation af piger med musikalsk talent, som vil kunne finde inspiration i kvindelige forbilleder.
Ingen tvivl om at det optimale ville være, hvis det slet ikke var nødvendigt at lave den slags stunts. Alle de kvindelige kolleger jeg har talt med (mig selv inklusive) vil da helst bare hyres for vores musik uden skelen til kønnet. For ikke at tale om de bands hvor alle musikerne er kvinder. De bliver jævnligt afvist på spillesteder med den begrundelse at man lige har haft et pigeband... Så der er desværre stadig et stykke vej endnu.
Derfor hilser jeg Forbrændingens tiltag velkommen - måske kan det få branchen til at vågne op til dåd.
Der er masser af spørgsmål og idéer til beslægtede emner der er dukket op mens jeg har skrevet dette her. For eksempel noget om hvorfor piger/kvinder stadig mest er sangere og hvordan vi opmuntrer dem til at kaste sig over og ikke mindst fastholde interessen for at spille et instrument. Eller mine tanker om den til tider ret følelesladede debat når det kommer til den slags emner. Jeg håber at få tid til at skrive noget om det inden længe. Indtil da er du velkommen til at komme med konstruktive indspark til debatten herunder.