Kære Menneskerettigheder: Tillykke med de 70 år!
❞ Svinehunden mæsker sig i denne tid, hvor 30'ernes nazi-retorik igen
trives i folkedybets stinkende mudder.
Og gødes af visse såkaldte politikeres nærmest sadistiske nydelse
ved at trampe på nogen
der allerede ligger ned...
For nylig var jeg til rund fødselsdag. I den sene eftermiddags december-kulde samledes vi et par hundrede mennesker på torvet i Rønne. For at fejre - og ikke mindst markere - 70-års dagen for FN's verdenserklæring for menneskerettighederne, som Danmark i sin tid var den stolte med-underskriver af.
Desværre er der i disse år højtråbende, om end sørgelige eksistenser, der gerne ser at Danmark melder sig ud. Allerhelst i går. Mennesker, som vil sende medmennesker ud på øde øer. Mennesker der vil gøre livet så surt som muligt for medmennesker de ikke kan lide. Mennesker, der fejrer andre menneskers lidelse med kage. Mennesker, som synes det er sk*de besværligt, at de der menneskerettigheder spænder ben for deres våde drømme om endnu værre tiltag mod visse af deres medmennesker...
Nogle af ovennævnte mennesker har stor indflydelse på dansk politik, fordi de har haft held til at forføre en masse andre mennesker til at stemme på dem. Ved hjælp af del-og-hersk teknikker og den godt gennemprøvede os-mod-de-andre retorik, som alene har til formål at skabe frygt og avle had. En retorik, som viste sig særdeles effektiv i 30'ernes Tyskland...
Fri os fra populismens hjernevask
❞ Feed the troll
that's hiding in the shade
with junk food crap
like ignorance and hate...
- et citat fra min sang
Ultimate Equivalence,
lyt til den herunder...
Heldigvis er vi mange andre mennesker som har fået nok! Over hele landet var der demonstrationer denne mørke og kolde decemberdag. Side om side stod en masse mennesker med forskellige hudfarver og hovedbeklædninger med fakler og stjernekastere. For på fredelig vis at fejre den runde dag - men især for at fortælle had-prædikanterne at de er på vildspor.
For vi er nogen - mange - som deres forsøg på kollektiv hjernevask ikke bider på. Vi ved, at vi må holde os vågne og skarpe. Vi ved hvor farligt det er, hvis vi lader os hypnotisere af populistisk frygt-retorik. Og vi ved at der er håb forude.
Tillykke til dig og til os alle med de 70 år!
Glædelig jul og godt nytår