Så tårene triller...
Portugals sejr i weekendens eurovisions-musik-cirkus var en forfriskende og befriende sejr til Musikken
Efter et genhør med Salvador Sobral og hans dybtfølte udførelse af sangen Amar Pelos Dois, der skulle vise sig at blive en overbevisende vinder, sidder jeg igen med tårer ned af kinderne og gåsehud på armene.
Smukt. Og meget modigt.
...var min umiddelbare tanke lørdag aften, da vi efter en stribe af de mere standardiserede popsange, nåede til Portugals bidrag.
En fin, stille og lidt jazzet melodi udført af én sanger, iført sort habit stående på et lille podie med publikum helt tæt på. Akkompagneret af lidt strygere og et flygel. Og that's it. Intet storslået lysdesign, intet danseshow, ingen spektakulære kostumer eller ditto scenografi.
Til gengæld en sanger, som med sin underspillede stemme og indfølende kropssprog, levede sig fuldstændig ind i musikken.
Og, selvom vi ikke forstår portugisisk hjemme hos os, rørte han både mig, min ene teen-datter - og som vi senere til vores glædelige overraskelse kunne konstatere - en stor del af Europas befolkning.
Og det allerbedste...
Det var ikke bare fagjuryen, som stemte den op. "Folket", altså ganske almindelige mennesker uden særlig indsigt i musik, var helt enige!
Efterfølgende kunne man så også konstatere, at der var andre, som fattede hat (bl.a. min anden teen-datter). Og fred med det - smag og behag er jo forskellig.
I min verden er Portugals / Salvador Sobrals / Amar Pelos Dois sejr først og fremmest en sejr til det, som det i sidste ende handler om:
Musikken
Det vil sige: En god melodi, fremført med finfølt finesse. Noget, man godt kan være tilbøjelig til at glemme, når det hele pakkes ind i imponerende sceneshows og hårdtpumpede lydproduktioner. Hvor mange af de øvrige sange ville mon have holdt, hvis man skrællede alt glimmeret væk og nøjedes med en tilsvarende minimal udførelse...?
Misforstå mig ikke. Der skal også være plads til sjov, ballade og underholdning. Og jeg har da selv hen ad vejen sendt rendyrkede popsange ind til Melodi Grand Prix - og ville da elske at opleve en sang jeg har skrevet, komme med i Eurovisions-finalen.
Men...
Der hvor jeg oplever den største intensitet - også når jeg selv spiller - er i de helt nære og intime stunder. Der hvor publikum er helt, helt tæt på og min musik står helt nøgen. Bare en sang, akkompagneret af en akustisk guitar.
Om det så er på en scene, i en café, i en kirke - eller for den sags skyld i en dagligstue.
Eller hvor den ægte, levende og nærværende musik end lever og ånder...
Den musik som jeg spiller, kan du opleve et sted i nærheden af dig. Hvis du eller en anden hyrer mig til at spille netop dér. Kontakt mig - og så ser vi på det...