❞ Jomfruelig.
Som nyfalden sne.
Jeg tøver
med at tage
det første,
uundgåelige skridt.
Nænner ikke at sætte fodspor
i dette smukke, uberørte landskab.
Og dog glæder jeg mig
til at tage af sted...
Tid, tid og atter tid...
Den slags uger hører til de sjældne. Ikke én eneste aftale var skrevet ind i min kalender. Søndag aften har jeg for vane at lave en plan for de opgaver jeg skal have fra hånden i den uge der står for døren. Dette indebærer, at jeg ser på hvad jeg måtte have af aftaler i kalenderen. Men helt usædvanligt var denne kommende uge helt blank. Og der var kun mig til at bestemme hvad ugen skulle indeholde!
Jeg besluttede at bruge hele ugen på at arbejde i dybden. Bare fokusere på én ting: Musik!
For flere måneder siden var jeg gået i gang med at arbejde på nogle nye sange, men var ikke rigtig kommet videre siden da. Jeg ved nemlig, at når først jeg går i gang, så har jeg brug for tid, tid og atter tid.
Tid til at arbejde over lange stræk fra om formiddagen til ud på natten - uden afbrydelser i form af diverse aftaler ude i byen.
Tid til den samme ting flere dage i træk - uden at stoppe flow'et fordi man skal tidligt op og undervise næste dag. Og er træt når jeg kommer hjem efter at have været på hele dagen.
Tid, som i alenetid, fordi børnene har deres Far-uge. Når det nu desværre ikke kan være anderledes, så har en 7/7-ordning sine fordele.
Tid - rigeligt af den - er en ubeskrivelig luksus!
Som en oase af tid midt i en ørken af hektisk aktivitet...
Kunsten at lave aftaler med sig selv.
For så er der de perioder hvor alting har det med at ske samtidig! Sådan én røg jeg ind i efter min vederkvægende uge i Oasen: Massivt meget undervisning - og samtidig begyndte vigtige deadlines med kort varsel at dukke op. Deadlines, som jeg var pinedød nødt til også at tage mig af.
Efter 5 uger i dét tempo er man en lille smule træt. Heldigvis havde jeg fået tanket godt op i Oasen inden det gik løs...
Nu skal det jo ikke lyde som om jeg er generelt utilfreds med det jeg ellers bruger min tid på. For egentlig er jeg i bund og grund glad for min hverdag hvor jeg, som den frie freelance-fugl jeg er, et langt stykke hen ad vejen selv bestemmer hvordan mine dage ser ud.
Nogle af de opgaver jeg udfører er dog sjovere end andre. De knap så sjove ting er dog helt nødvendige for at få mulighed - og ja, tid - til at gøre de ting, som giver den der dybe personlige tilfredsstillelse. Og guderne skal vide, at der ind i mellem er perioder, hvor de knap så sjove ting har det med at fylde min elektroniske kalender ud til sidste pixel.
Kunsten er at finde balancen. At prioritere. Og ja - jeg burde begynde at prioritere tidsoaserne en hel del højere. Ganske enkelt skrive dem ind i min kalender! På lige fod med alle de aftaler jeg laver, som involverer andre mennesker. Så det gør jeg nu.
Altså... jeg prøver i hvert fald.
For af en eller anden grund kikser den slags aftaler, jeg laver med mig selv desværre ofte. Hvorfor mon det er så svært at prioritere tid til sig selv og det man allerbedst kan lide at lave...?
Hvad tænker du?
Lyt til en lille bid af den musik jeg arbejdede med dengang i Tidsoasen:
På den lille afspiller herunder kan du høre en lille stump af Shooting Star på et tidligt stadie. Her arbejdede jeg stadig med den på egen hånd i hjemmestudiet. Sidenhen fik jeg en producer ind over og fik sangen udgivet som single...
Få den tidlige version af Shooting Star at høre i sin fulde længde. Plus et par af de versioner der fulgte efter - altså inden sangen var færdig og klar til udgivelse. Skriv dig på i boxen herunder og få adgang til noget materiale jeg ellers ikke sådan deler med andre:
Læs mere om Shooting Star og EP'en Twilight Dreams
Update, maj 2019:
Siden dette indlæg blev skrevet tilbage i 2015, er Shooting Star kommet ud som single. Denne single er den første i en række på foreløbig fire planlagte singler, som gerne skulle komme ud i løbet af 2019. Tilsammen kommer disse numre til at udgøre en EP med titlen Twilight Dreams.
Siden dette indlæg blev skrevet, er Shooting Star kommet ud som single. Denne single er den første i en række på foreløbig fire planlagte singler, som gerne skulle komme ud i løbet af 2019. Tilsammen kommer disse numre til at udgøre en EP med titlen Twilight Dreams.
Singlen Shooting Star, inklusiv musikvideoen, kan du finde lige her...