Update, april 2019. 

​En bekendt skrev forleden dag følgende i min indbakke... 

Han skrev det efter at have læst mit forrige blogindlæg om Tidsoaser. Her fortalte jeg om hvordan jeg lidt tilfældigt fandt en hel uge, hvor jeg ikke havde nogen aftale. En uge, som jeg valgte at hellige et lille hobby-projekt, som jeg den gang ikke lige vidste hvad skulle føre til. Men som jeg ikke desto mindre havde en stærk trang til at fordybe mig i.

Et projekt, som indtil videre er mundet ud i singlen Shooting Star...

Og jeg kunne i dén grad nikke genkendende til hans beskrivelse, for sådan var mit liv før i tiden... 

Indlægget handler om at finde tiden til de ting, som egentlig har stor betydning, men som man alligevel er tilbøjelig til at udskyde. Der skal tjenes penge - og så har man jo sine forpligtelser over for familie og venner. I form af daglige gøremål og diverse sociale arrangementer.

En fælde jeg selv falder i gang på gang, med indre frustration og savn til følge...

Derfor har jeg for nylig besluttet mig for at TAGE tiden og selv skabe mine Tidsoaser, i stedet for at falde tilfældigt over dem. På den måde får jeg ro til at arbejde med ting, som ikke nødvendigvis giver penge, men som til gengæld er vigtigt for mig på et dybere plan. 

Min bekendte lagde ud med at fortælle, at mit indlæg ramte direkte på et ømt punkt, og spurgte derefter hvordan jeg sådan kunne TAGE mig tid.

Personen der skrev, er en dygtig og talentfuld musiker, som ikke desto mindre vælger at leve af et fast fuldtidsjob og har musikken som en fritidsfornøjelse. Dét valg træffer mange musikere. Uanset hvor dygtig man er, så er og bliver musikbranchen for de flestes vedkommende en levevej præget af økonomisk utryghed. Det samme gør sig gældende i de fleste andre kreative brancher.

For mange vil visheden om det faste indtægt veje tungere end frustrationen over at nedprioritere sin kunstneriske side. For nogen vil det, at slippe drømmen om at leve som kunstner på fuld tid, endda bidrage til øget sjælefred.

Så jeg forstår udmærket alle de kreative sjæle, som vælger den sikre løsning med fast, månedlig indtægt.

Nogen gange ville jeg ønske jeg var lidt mere som dem, faktisk... Men på et tidspunkt måtte jeg erkende, at et liv med faste arbejdstider bare ikke passer til mig! Jeg er åbenbart udstyret med en frihedstrang, som er større end frygten for at gå rabundus. 

Men pengene skal jo stadig tjenes, og det går der trods alt en del tid med, uanset hvad.

Til forskel fra før i tiden, har jeg til gengæld større indflydelse på hvornår og hvor meget. At jeg så (desværre) kun har mine børn på 7/7-delebasis med deres far, betyder at jeg har relativt meget alene-tid. Det gør det unægteligt en del nemmere, i hvert fald i praksis, at få sat oaser af tid ind i kalenderen. Og når det nu er som det er, kan man jo lige så godt drage fordel af det.

At jeg så ikke altid lykkes med at få overholdt aftalen med mig selv om at sætte tid af til det sjove, er en anden snak. Men jeg har dog muligheden.

Nu er det på ingen måde mit ærinde at anbefale nogen at blive skilt og sige deres gode job op! Det ville nok trods alt være en lovlig drastisk løsning for de fleste, og er selvsagt kun noget man skal gøre, hvis det bare ikke kan være anderledes.

For nogen er freelance-modellen optimal, men mindre kan sikkert gøre det for andre.