Fra tid til anden cirkulerer budskaber i stil med dette på Facebook:
“If you ask yourself why musicians charge so much for performances, think about this: We don’t get paid vacation, we don’t get paid sick days, we don’t get bonuses for outstanding performances, nor for Christmas. We don’t have insurance plans, nor do we qualify for unemployment. We sacrifice our family on special days so that we can bring happiness to others. Illness or personal affairs are not excuses for a bad performance. Next time you ask, remember that musicians are musicians because of love of music, but that love doesn’t pay debts. Happy Musicians Day!! Re-post if you’re a musician ;) “
Vi kender alle myten om den passionerede, men ludfattige kunstner som sidder ensom i sit utætte loftsværelse og skaber sin kunst til lyset af en nøgen, mat glødelampe.
En indre nødvendighed tvinger denne forhutlede person til at leve med sult og materiel fattigdom som fast følgesvend.
Man ser scenariet for sig…
Selv bor jeg og mine to børn til leje i et hyggeligt byhus i et idyllisk fiskerleje på den bornholmske østkyst. Ikke prangende, men vi har hvad vi skal bruge, såvel åndeligt som materielt. Herfra arbejder jeg på at skabe og ikke mindst udbrede den musik som jeg brænder for.
Jeg lever af min musik. Ikke overdådigt, men mangler heller ikke noget.
At skabe og udbrede musik er et stort og omsiggribende arbejde. De penge jeg tjener hen ad vejen, er på ingen måde noget jeg er kommet sovende til. Skulle man regne en timeløn ud, er mit gæt at jeg nok ville ligge på niveau med en gennemsnitsarbejder i Thailand eller Kina. Men det er heller ikke det afgørende. Det der driver mig er min passion for de sange jeg skriver.
Så langt så godt!
Med jævne mellemrum opstår der så debatter som jeg ind i mellem blander mig i. Debatter som går på rimeligheden af, at artister, som har deres musik liggende på diverse streaming-sites som eksempelvis Spotify og Youtube, kun får en brøkdel af 1 øre udbetalt pr. afspilning af en sang.
Og det slår mig gang på gang, at der blandt debattørene findes en del som synes at:
1. Musikere er grådige.
2. At musikerne må skaffe deres indtægter via live-koncerter og betragte nettet som reklameplatform.
3. At det, at skabe musik, ikke burde være noget man gjorde for at tjene penge.
1. Er det grådighed at føle sig en anelse snydt, når man praktisk talt ingenting får for at nogen hører ens musik? (1 øre er i praksis = 0 øre)
En ting er at de store artister har pladeselskaber osv i ryggen. Ser man bort fra de få, så har vi så alle self-made artisterne som lægger tonsvis af arbejdstimer og selv punger ud for at få musikken ud i verden.
Er det grådighed at man godt kunne tænke sig en lille smule bedre betaling for sin indsats?
2. Live-koncerter er bestemt en mulighed for at skaffe smør på brødet – for udøvende musikere og artister.
Men ikke alle skabere af musik er udøvende. Masser af de sange som kommer ud i verden, er skrevet i et samarbejde mellem flere sangskrivere. En arbejdsform man kalder cowriting.
Må de ikke-udøvende sangskrivere så bare hylde princippet om at arbejdet bærer lønnen i sig selv?
Og så er vi så ved punkt 3.
OK, lad os så bare sige at man ER udøvende. Er man et stort nok navn, er man selvfølgelig ude og turnere på de større scener og tjener nogenlunde på det.
Men så er der dem som er undergrund/upcoming/ukendt. Her er det min oplevelse at det kan være svært for den type musiker at få spillestederne – fra små værtshuse/caféer til mindre koncertscener til at slippe en regulær hyre.
Og sjovt nok bruger de ofte samme argumenter som føromtalte debattører:
At spille musik bør ikke være for pengenes skyld.
Betragt det som en reklameplatform.
OK, godt så. Fint nok med reklame og hygge. Det kan jeg bare ikke købe mad til mine børn for…!
Masser af musikfolk vælger på et eller andet tidspunkt at finde sig et almindeligt fuldtidsjob med fast løn og faste arbejdstider. En del af dem holder en lille flamme vedlige som fritidsmusikere, en del ender med at stoppe helt.
Tænk hvis ALLE musikfolk – worldwide – traf dette valg! Konsekvensen ville, som jeg ser det, blive at den smule musik som kom ud, ville blive en hel del mere ensrettet end i dag. Ildsjælene vil aldrig helt kunne stoppe, men når man vælger at bruge det meste af ugen på at arbejde med noget andet, så vil den musik der bliver skabt, alt andet lige, være i mindre mængder og med en lavere gennemsnitskvalitet.
Dette er på ingen måde er tuderi fra min side! (Bare lige for at få dén slået fast) Jeg har selv valgt at arbejde i en branche hvor arbejdsindsatsen er høj og indtægterne er usikre og til tider ret beskedne. Jeg gør det fordi det er det eneste rigtige for mig og fordi jeg ikke kan lade være.
Som kunstneren på loftsværelset, er jeg drevet af en indre nødvendighed og føler mig hver eneste dag dybt privilegeret, over at kunne fylde min hverdag med gøremål jeg brænder for.
Men derfor må man vel godt tjene anstændige penge på sin musik, må man ikke…?!