Klar til at indtage verden! – indspilningsprocessen, del 6

By June / 12 years ago

Endelig, endelig, endelig blev de færdige. To nye sange er nu på vej ud til dig, kære læser…

Hjemmebrændte demo-eksemplarer

Ting tager tid – og det statement må siges at holde vand når det kommer til det med at skabe musik. Helt tilbage i marts begyndte vi og nu, tre måneder senere, er indspilningerne helt færdige.
Følg indspilningsprocessen fra starten

For en ting er at skrive en sang som, skåret helt ind til benet, består af en tekst, en melodi og nogle underliggende harmonier og som langt hen ad vejen fungerer fint i selskab med en akustisk guitar. Det, at skrive selve sangen er i virkeligheden det mindste af det og så er der jo intet som det nøgne og helt basale musikalske udtryk.

Alligevel er det jo også fantastisk at få et helt band ind over, det giver et andet udtryk, en anden form for energi. Når man får flere instrumenter på, giver det mulighed for at tage musikken i en masse forskellige nye retninger. Og når det så bliver mixet sammen på den helt rigtige måde med diverse effekter, så begynder der at ske ting og sager! Det er så til gengæld noget der kræver at man selv og andre bruger en hel del tid på det, men nu er vi der og jeg er rigtig glad for slutresultatet.

Jeg håber selvfølgelig også der er andre som kan lide musikken. F.eks. skal jeg i denne uge til et møde med DR’s såkaldte playlist-udvalg. Det er dem som finder frem til al den nye musik som bliver lavet rundt omkring, og som udvælger det de synes passer til radiokanalernes musikprofiler. Her får jeg så lejlighed til at afspille de to nye numre – og så håber jeg ellers musikken falder i deres smag så vi kan komme til at høre sangene i radioen.

Men indtil da vil jeg lige igen tage hatten af for de skønne musikere som medvirker på sangene og bidrager til at løfte musikken op til nye højder. Det er: Soma Allpass på cello, Michael Torp Engman på bas, Flemming Olsen på trommer, Kasper Daugaard på klaver og så B-Joe på guitar, kor, banjo + det løse. Det er også Joe der som producer har skruet på knapper og fremtryllet sounden.

Meget snart vil sangene være tilgængelige på bl.a. iTunes. Hold øje med mine opdateringer på Facebook og skriv dig evt. på min mailingliste.

DU kan i øvrigt hjælpe mig med at få indspillet flere sange. Og du får helt specielle GAVER af mig som TAK for din støtte. Check mit crowdfunding-projekt ud her…