Som nogen af jer sikkert har bemærket, er jeg i gang med at indspille nye numre. Dem regner jeg med at have klar i løbet af et par måneder.
Så mens I venter kan jeg da lige fortælle lidt om hvordan sådan en indspilnings-proces foregår – eller i hvert fald hvordan det foregår i mit tilfælde, for der er mange måder at gribe an på…
For et lille års tid siden fik jeg en glædelig besked fra DPA, den komponistorganisation jeg er medlem af. Nemlig at de havde tildelt mig en pose $$ til musikindspilning. Det var selvfølgelig en herlig melding på en i øvrigt solbeskinnet forårsdag.
På det tidspunkt havde jeg næsten lige indspillet Negotiation, den single der udkom tilbage i oktober. Det foregik i et udmærket samarbejde med B-Joe, en ganske glimrende musiker, producer og sangskriver. Så derfor var det et oplagt valg at fortsætte med ham.
Jeg sendte Joe en håndfuld demo-skitser af nogle forskellige sange og spurgte hvilke han så mest potentiale i. Jeg kunne naturligvis have valgt nogle numre selv og sagt at det skulle være dem, men jeg tror på at det kan være frugtbart at lade et par kompetente, udefrakommende ører tage en lytter for at få en mere objektiv vurdering. Når man laver musik bliver man meget nemt sovset ind i sit eget lille ego-univers ;-)
Det er jo altid spændende hvad andre synes om ens musik og interessant at se om andre har de samme favoritter som man selv har. Så jeg var både positivt overrasket og alligevel ret enig, da Joe kom med sin “dom” over hvilke 2 numre hans syntes det skulle være.
Derefter fløj månederne afsted. Vi havde begge travlt med hver vores projekter. Og de musikere som skulle medvirke var også optagede af alt muligt… Men for en måneds tid siden lykkedes det endelig at få sat dem stævne og lige pludselig var der både bas, trommer og guitar på mine to sange. Fantastisk fornemmelse når den musik man har lavet og har nogle idéer med, lige pludselig bliver løftet til nye højder – og så var vi jo kun lige startet…!
Samtidig arbejdede jeg med at få mine tekster gjort fit for fight. Der var især noget med den ene af sangene, som jeg havde fundet ud af jeg ikke var helt tilfreds med, så jeg måtte lægge en ekstra indsats for at få ordene til at falde i hak med melodien. Og de SKULLE se at blive færdige! For samtidig nærmede dagen sig, hvor jeg selv skulle i studiet og synge til det som musikerne havde indspillet…
Fortsættes… ;-)