Er musik blevet en sportsgren?

By June / 9 years ago

I disse uger forbereder jeg en indspilnings-session, som finder sted om ikke så længe. Så jeg tillader mig lige at genbruge et blogindlæg jeg skrev for et års tid siden. Emnet er dog stadig aktuelt, så here goes…

For noget tid siden fik vi afsluttet endnu en omgang X-factor. DR’s indkøbte mediestunt, hvor en masse håbefulde sangtalenter dyster om at være den sidste som står tilbage, efterhånden som de forskellige deltagere falder fra i kapløbet om den forjættede pladekontrakt. Jeg så et par af de indledende runder og selve finalen.

Forleden lørdag aften besøgte jeg en god ven som følger med i American Idols på TV3. Et koncept som i sin grundessens befinder sig i samme boldgade som førnævnte sangkonkurrence. Her var de nået til at skulle vælge tolv ud af 20-30 sangere.

Det er ikke fordi jeg går voldsomt op i at følge med i nogen af disse serier. Den første omgang X-factor i DR-regi fulgte jeg med nogen interesse, men allerede da 2. sæson satte ind var jeg begyndt at opleve det som lige lovlig forudsigeligt.

Og efter at have været ”dumpet ind” i nogle finale-afsnit slog det mig at musikudøvelse lige så stille er ved at blive gjort til en sportsgren. Men for mig giver det ikke mening at konkurrere på at synge eller spille.

Inden for sportens verden gælder det om at være hurtig, kaste langt, springe højt, score flest point… Og fint nok – det kan da være vildt spændende at se hvem der vinder og om rekorden bliver slået. Det er jo det som netop sport handler om!

Men musik handler efter min bedste overbevisning om noget andet. Musik handler om følelser! Om passion! Det er flot at nogen er i stand til at synge/spille ting som er komplicerede og virtuose. Men hvis passionen mangler kan det andet være fuldstændig lige meget! Hvem gider i længden at høre på en sanger som kan alle de rigtige R&B-fraseringer hvis man ikke kan MÆRKE det menneske som synger – for nu at citere Mr. Blachman.

Det var præcis min oplevelse i American Idols. Nogle af sangerne var helt klart teknisk meget dygtige og kunne synge ting som sådan en som mig næppe nogensinde kommer i nærheden af at kunne. Og blev rost til skyerne af dommerne. Og jeg sad bare der i min vens stue og tænkte: ja, de er dygtige – men gaaaab, hvor er de fleste af dem også kedelige… Det virkede som om de først og fremmest dystede om at kunne nå de højeste toner eller om at synge så mange toner som muligt på kortest muligst tid. Man kan næsten sige at de sang om kap…

I forbindelse med X-factor finalen var det ikke de virtuose fraseringer som var i højsædet. Her går man nok trods alt mere efter feelingen – og så kan vi altid tage diskussionen om det kunstneriske niveau i øvrigt en anden god gang… Det faldt mig bare ind at det egentlig ikke giver mening at kåre en ”vinder”. Det, at de tre overhovedet nåede til finalen synes jeg er en sejr i sig selv, når det nu er det som er præmissen. Min oplevelse var, at de var lige gode – men forskellige… Og så kan folk have forskellig smag og stemme ud fra det, men i bund og grund stod de jo lige! Og giver det så mening at kåre en vinder…?!

Inden for musikbranchen er der jo også en form for konkurrence. Det er klart at en musiker skal have et vist håndværksmæssigt og kunstnerisk niveau for at gøre sig seriøst gældende. Den udskillelse kommer ganske naturligt. Men musikere/sangere er jo forskellige og har forskellige styrker og specialer, så har man som musiker først opnået at komme med i eliten har man jo vundet – sammen med alle de andre elite-musikere.

Og ja, X-factor og de beslægtede serier handler om at der skal tjenes penge. Og der er jo tydeligvis gode seertal og derfor også penge i skidtet. Og ja, jeg kan jo bare lade være med at se programmerne – hvad jeg jo for det meste også gør. Men det ændrer jo bare ikke ved folks opfattelse af at musikudøvelse åbenbart kan sidestilles med en sportsgren. Er vi ved at være der hvor vi bare, en gang for alle, indfører pop-sang som en OL-disciplin???

TV-stationerne undskylder sig med at de jo bare giver seerne det de vil have. Men hvis seerne ikke ved der findes andet så ja – så er det det de vil have. Lige som hvis man udelukkende fodrer børn med pommes frites – så er det også det de vil have, for de ved ikke der findes andet…

Så kom nu, DR! Vær lidt modige og brug prime time på de passionerede proffer som spiller musik på musikkens præmisser – og så se om ikke også seerne vil spise det, hvis de får muligheden!

Hørte jeg nogen sige public service…?!

Mit forrige indlæg handlede også om X-factor – læs det her