Når man skal filme en musikvideo udendørs, har det danske sommervejr en vis indflydelse på resultatet
Mine sangskriver-elever ude på skolerne ææælsker når jeg viser dem den musikvideo, hvor June ryger i vandet. Her får du beretningen fra den dag videoen blev filmet.
Bedst som vi ankommer til den location vi havde udset os til optagelserne af musikvideoen til Stay Alive, begynder det at regne. Tæt. Og længe...! Vi havde selvfølgelig fulgt vejrprognoserne i dagene op til. Og ja, der skulle godt nok komme noget regn sidst på eftermiddagen, som i følge vejrprofeterne ville gå over i løbet af en time eller to. Så det satsede vi på holdt stik og tog afsted, fulde af optimisme om at det nok skulle gå - og med en overbevisning om at Plan B er for kyllinger.
Scenen var sat en tirsdag eftermiddag og aften på Brøndby Strand. Vi skulle lave musikvideo til sangen Stay Alive, som er åbningsnummeret på CD'en Alive, der udkom i efteråret 2013. Men der var ikke noget at gøre. Vi blev nødt til at sætte os ind i bilen med alt videoudstyret og vente på at det drev over. Og når man så sidder dér i bilen, mens regnen trommer løs på taget og de sorte skyer bliver ved med at komme drivende, så er det man får et lidt mere nuanceret syn på begrebet Plan B...
Imellem bygerne så vi vores snit til at smutte ud og lave et par takes på P-pladsen, inden vi måtte søge ly i bilen igen. Efterhånden klarede det dog så meget op, at vi turde vove os helt ned til stranden og komme rigtigt i gang. Der fik vi til gengæld masser af gode skud i kassen inden solen gik ned, og det blev for mørkt til at filme. Hvilket var ret heldigt, for den allersidste scene der skulle filmes, var nemlig den, hvor jeg ryger i vandet med alt tøjet på - og dén ville have været ærgerlig at gå glip af.
Med i mit "crew" var Jacob Crawfurd, videoproducer, samt min bror Michael Beltoft, der var med for at gå til hånde med lidt af hvert som Runner eller Technical Assistent - eller hvad man nu kalder sådan én, der holder reflektor-skærmen, tænder og slukker for en CD-afspiller og slæber grej. Det er også ham der har taget billederne - og den lille video herunder, hvor jeg lige har været i vandet...
Stemningsvideofra film-settet...
Om vandet var koldt på denne gode, danske sommeraften? Tja, døm selv... ;-)