Arranger din egen hjemmekoncert

By June / 6 years ago
June Beltoft musiker, sanger og sangskriver - Hjemmekoncert - House concert - Dagligstuekoncert

Hjemmekoncert, dagligstue-koncert, house concert ... (kært barn, mange navne)

Er der for langt til spillestederne i dit lokalområde?
Så hold en hjemmekoncert. Selvom man bor lang-pokker-i-vold uden for lands lov og ret, kan man sagtens have et aktivt – og meget lokalt - kulturliv. Og så har det mindre betydning om man bor i Hobro eller Ohio. Oven i købet er en hjemmekoncert fantastisk hyggelig.

Musik med nærvær

Det er typisk det helt tætte og intime møde med musikken og musikeren som gør, at folk har lyst til at arrangere hjemmekoncerter. Når en ægte, levende musiker spiller for sit publikum i en dagligstue, er det noget helt andet end ude på de offentlige scener.

Både mens musikken spiller og du fornemmer de bittesmå nuancer i musikerens åndedræt. Hvor du ser de fine detaljer, når fingrene arbejder hen over instrumentet. Hvor du hører de små lyde af stoffet i musikerens påklædning, der bevæger sig i takt med musikken... Og når koncerten er slut og du og dine gæster får lejlighed til at få en snak med musikeren. 

Det er ofte dét, som gør musikoplevelser i private hjem helt uforglemmelig. Selv holder jeg meget af at spille koncert på den måde, for når jeg spiller hjemmekoncerter, oplever jeg gang på gang en nærhed med publikum, som bare er noget helt særligt. 

Gør som amerikanerne

I USA er det helt almindeligt at privatpersoner inviterer venner, bekendte og evt. andre hjem i dagligstuen til små, intime house concerts med omrejsende musikere. Ikke mindst i de områder, der ligger så langt ude på landet, at selv gribbene har madpakke med…

Gæsterne betaler en entré og køber evt. musikerens plader. Og måske sælger værten lidt kaffe/kage eller lignende. De penge som kommer ind, udgør musikerens hyre. På den måde kan almindelige mennesker som fx dig, arrangere en hyggelig komsammen med musikken i centrum. Og det koster dig ikke meget mere end lidt praktiske forberedelser.

Arrangér din egen hjemme-koncert, evt. via Low-Fi

Hvis du har lyst til at lave en koncert hjemme i privaten, kan du vælge enten bare at hyre mig til en fast pris og så invitere de folk du har lyst til. Eller du kan vælge at tage entré, sådan at publikum er med til at betale. 

Hvis du vælger at holde en offentlig koncert, skal du være opmærksom på, at man til offentlige arrangementer med musik skal betale Koda-afgift. Koda-afgiften er et vederlag - altså en slags løn - man betaler for brug af musikken til de komponister og sangskrivere der har skabt de sange der bliver spillet. Check Koda's hjemmeside for mere information... 

Hvis du vil gøre det nemmere for dig selv, kan du  med fordel arrangere din koncert via musik-community'et Low-Fi. Low-Fi er et fællesskab for musikelskere, som holder af det intime hjemmekoncert-format, hvad enten man er koncert-arrangør/vært, musiker eller koncertgænger.  

Det smarte ved Low-Fi er, at billetsalg og Koda-afgift går igennem deres system. Så som vært slipper du stort set for administration, plus at der ikke kommer til at være penge mellem vært og musiker, hvilket mange, både værter og musikere synes er rart. Og folk der vil overvære koncerten køber billetten gennem Low-Fi. 

For at holde en Low-Fi koncert, skal du oprette en vært-profil inde på Low-Fi's hjemmeside. Dernæst kontakter du en musiker - for eksempel mig - og så opretter vi en koncert når vi har aftalt de nærmere detaljer. Dernæst yder vi en fælles indsats for at gøre opmærksom på koncerten, så der kan blive solgt nogle billetter. 

Sådan arrangerer du din egen hjemmekoncert:

  1. Beslut dig for om du vil arrangere koncerten på egen hånd eller via Low-Fi
  2. Kontakt mig og aftal hvor og hvornår jeg skal komme og spille 
  3. Invitér nogle gæster / Promovér din koncert i samarbejde med mig
  4. Sørg for forfriskninger du kan sælge ved koncerten (husk at have styr på evt. alkoholbevilling)

Har du spørgsmål, så check denne Hjemmekoncert-FAQ, hvor du sikkert kan finde svar på det meste. 

Vi ses! Jeg glæder mig til at komme hjem til dig og spille for dig og dine venner.