En solnedgang i forklædning
❞ Et udadtil idyllisk ægteskab,
som jeg inderst inde slet ikke trivedes i.
Jeg var bare ikke endnu
nået til det punkt hvor nok var nok.
For man skrider jo ikke sådan lige,
når der der børn involveret.
I lang tid var dét scenarie
slet ikke en option i min verden...
For ca. 10-11 år siden var jeg stadig en behørigt gift kvinde og småbørns-mor i kernefamiliens skød. Det var i den periode jeg skrev Sunrise in Disguise. En sang, som siden har haft sin mere eller mindre faste plads på min sætliste. En sang, som har fået en helt særlig betydning for mig - uden at jeg kan sætte præcise ord på hvad den egentlig handler om.
Det kan i øvrigt have sine fordele. For det giver dig som modtager mulighed for at tolke ordene i teksten på en måde, der giver mening i lige præcis din verden. Sangen starter sådan her:
A flower waits in the Darkness
for a Sunrise in Disguise
Her face still shows innocense
though it has almost left her eyes
And no matter how she's trying
and no matter where she's flying
she only sees the daylight dying
Darkness seems to be her only friend
in the end
Hov, pludselig var det blevet mørkt...
❞ Kender du det,
at være så opslugt af noget,
at du slet ikke opdagede
at tusmørket faldt på.
Og at det pludselig går op for dig,
at det nok er på tide
at tænde lyset...
Hvor jeg vil hen med det? Well... Det ved jeg egentlig ikke. Lige som jeg stadig ikke (selv efter mere end 10 år) kan sige præcist hvor jeg vil hen med Sunrise in Disguise. Men sangen - dén vil åbenbart noget med mig. For den har på en eller anden måde bevaret sin relevans og dermed sin plads på min sætliste. Uden at jeg sådan helt konkret kan sætte ord på hvad det er.
Kender du dét?
At for eksempel et stykke musik, et billede, et digt bare gør indtryk på dig. Uden at du helt ved hvad det præcist handler om? Og alligevel, eller netop derfor, bliver du ved med at vende tilbage til netop dét musikstykke eller billede eller hvad det nu er. Måske for at finde svaret, eller bare for at indtage - sanse - den fornemmelse værket giver dig.
Men tilbage til det med mørket. For det handler 2. vers nemlig om:
Through the days and through the years
the flower has kept on growing
and every time the summer ended
she was the last one knowing
fall sets in and winter follows
she dreams of leaving with the swallows
wind is whispering in the willows:
Darkness' back, thats what they try to say,
it's here to stay
Måske er det bare sådan livet er. Nogen gange kører alting bare derudaf på godt og ondt, lige til man pludselig opdager at mørket har sænket sig. Igen...
Vinteren du aldrig troede ville slutte
❞ Endelig - ENDELIG
vendte det tilbage!
Bedst som du troede at
vinterens kulde og
dødlignende mørke
var kommet for at blive
for evigt,
dukker det sprudlende forår op
med et lifligt og livgivende
KAPOW!!!
Kender du den følelse? Følelsen af at være i en tilstand eller situation, som aldrig vil slutte. At du vil blive stående på det mest nederen sted i l*rt til halsen - for evigt...
Men...
En skønne dag vil du sandsynligvis opdage, at du alligevel har flyttet dig. Lige så stille er den trælse tilstand i trædemøllen afløst af noget mere tåleligt. Måske endda noget fantastisk.
Og foråret - det står igen parat til at springe ud med et kæmpestort KAPOW!!!
But every winter has to end
although it's long and cold
and suddenly, some day the spring shows up
all dressed in gold
Darkness' gone with fear and sorrow
no one worries about tomorrow
she stops - as hit by an arrow
At last she sees the sparkling new sunrise
with no disguise
"...og de levede lykkeligt til deres dages ende."
❞ Tænk hvis du fra nu af
og i al evighed
ville befinde dig på din lyserøde sky,
helt fri for nogen form for bekymring.
Alt ville bare være fuldstændig
som du i dine hedeste drømme
ønsker dig at det skulle være.
Hele tiden.
Og helt uden at du skulle
kæmpe for det.
Tænk hvis man virkelig kunne leve i en happy ending for evigt. Tænk hvis du aldrig mere skulle opleve tider med frustration, stress, nedtur, modgang, ulykke...
Kan det overhovedet lade sig gøre? Og hvis det kunne, ville du så ikke alligevel ende med at kede dig - og så ellers gå rundt og være frustreret over dét? Måske ville du endda ende med at f*cke det hele op af bare kedsomhed, nysgerrighed eller trods (bare se hvordan det gik Adam og Eva...) Og samtidig ville du så kunne konstatere at et fuldstændig frustrations-frit liv jo så, når alt kommer til alt alligevel ikke kan lade sig gøre...
This too shall pass
Vise ord, som Karen Blixen fik af sin afrikanske tjener Kamante. Som betyder, at uanset hvilken tilstand du befinder dig i lige nu - så går det over. Hvad enten du er bundfrustreret eller toplykkelig, vil det være en forbigående tilstand, som før eller siden afløses af noget andet. Og det er nok egentlig meget godt. For i dét øjeblik lykkefølelsen synes at være konstant - så bliver dét pludselig til noget almindeligt standard-hverdagsagtigt mainstream-leverpostej... Og det samme gør sig heldigvis i langt de fleste tilfælde gældende, når man er helt nede og bide i kulkælderens gulvplanker. Før eller siden, når frustrationen bliver stor nok, vil de allerfleste blive træt af tilstanden og flytte sig.
Uden nedtur oplever du aldrig en optur.
Jeg tror at de lykkeligste mennesker er dem, som formår at være opmærksomme på de små, flygtige lykkestunder når de er der. Og er i stand til at føle lykke over selv de mindste ting. Og som gemmer disse stunder dybt i deres hjerte, som en energikilde til at holde hovedet oven vande når tiderne er svære.
Joy and sadness, tears and laughter
no one's happy ever after
life goes on until it's ending
Anyway, she's opnening up her heart
for a new start
Now the flower's leaving the darknes
and the sunrise
the Sunrise in Disguise
Giver Sunrise in Disguse mening for dig?