At spille for voksne udelukker ikke at man også spiller musik for børn – eller omvendt

By June / 7 years ago
Børnemusikbandet RimRaketten spiller til alle slags arrangementer for børn. Herunder børnemusik-festivaler, koncerter på skoler, biblioteker, daginstitutioner samt til private arrangementer, f.eks. børnefødselsdage

Som skabende og udøvende musiker er der mange forskellige veje man kan vælge at gå. Kreative sjæle har ofte ufatteligt mange idéer til fede projekter, som man bare må udleve. Ulempen er risikoen for at miste overblikket. Men formår man at holde tungen lige i munden, er der også klare fordele ved evne til at tænke ud af boksen. F.eks. når man skal finde veje til supplerende indtægter…

Mit primære fokus er på at skrive sange, spille dem live og indspille dem i et studie. Som musiker kan ens arbejdsliv dog være noget af et broget patchworktæppe.

Ved siden af mit primære virke har jeg fundet mig en niche. En, hvor jeg bruger min uddannelse og mangeårige baggrund som musikunderviser til at lære fra mig om kunsten at skrive sange. Således har jeg efterhånden i en årrække undervist skolebørn i sangskrivning via Statens Kunstfonds Huskunstnerordning. Noget der giver rigtig god mening for mig. Jeg synes det er så fedt at give nogle musikalske skills og kompetencer videre til den opvoksende generation og så nogle frø hvoraf nogle måske spirer, vokser op og bliver fremtidens musikskabere og hitmagere. Og på den måde bidrage til musikbranchens fødekæde.

I den forbindelse har jeg mødt en hel masse børn og unge og været med til at skrive hundredvis af meget forskelligartede sange sammen med dem. Fra tid til anden er der opstået sange, som jeg ikke helt har kunnet slippe igen. Fordi de var så gode, at jeg syntes de fortjente at blive spillet i stedet for at støve til i skrivebordsskuffen.

Min “undskyldning” for at finde disse sange frem igen kom, da jeg på et tidspunkt blev spurgt om jeg kunne spille ved et arrangement for børn. I den anledning spurgte jeg en bekendt, Thomas Thor som er keyboardspiller, om han havde lyst til at være med i det her børnemusik-band jeg i samme hug havde besluttet mig til at starte. Det ville han gerne – og ikke nok med det. For det viste sig at Thomas også havde været ude på skoler og skrive sange med eleverne.

Hermed var det band, vi senere fandt på at kalde RimRaketten, grundlagt.

Bandet findes i to versioner: Den store pakke, hvor vi er fire musikere – og duo-modellen. Planen er, at vi skal ud og spille på skoler, i institutioner, til byfester, på børnemusikfestivaler og til børnefødselsdage – bare for at nævne nogle eksempler.

Det forhindrer mig ikke i også at spille voksen-musik. Eller for den sags skyld begge dele ved samme lejlighed, skulle der være et behov for det. Det er såmænd ikke så meget anderledes at spille for børn, for… musik er jo musik.

I videoen herunder kan du høre en sang som er skrevet af nogle af de mange seje børn jeg har mødt gennem årene. Her spiller jeg med Thomas Thor ved en lille koncert på Rønne Privatskole, som blev filmet af TV2/Bornholm.

Her kan du læse om en fest jeg spillede til, hvor både børn og voksne blev godt underholdt…

Du kan også læse mere om børnemusik-bandet RimRaketten – og høre flere sange skrevet af seje børn!