Sangen om Sparekniven - check den ud her...
❞ Den skarpeste kniv i skuffen
føres hårdt og brutalt
hver gang der skal spares
og den skærer igennem alt
Helt ind til benet
der hvor det gør ondt
Helt ind til benet
så blodet sprøjter
det kan ikke være sundt
Da der var folketingsvalg i 2015 var jeg dybt desillusioneret
Og træt. Helt ind i mine knogler. Først og fremmest af at vores såkaldte "røde" regering havde solgt totalt ud af deres oprindelige værdier. På bekostning af dem, hvis interesser de skulle forestille at varetage. Og af den del-og-hersk mentalitet, der efterhånden blev mere og mere fremtrædende blandt størstedelen af vores politikere på begge fløje. Fordi det tydeligvis virker. Igen og igen fik de folk til at hoppe bevidstløst med på skinger retorik. Og valgresultatet? Tja…
Nu har du nok luret at jeg er mere rød-grøn end de fleste inde på Borgen. Måske er du endda fløjtende uenig med mig? Jamen det er du også velkommen til at være...
Nå. Men... Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.
Undervejs i valgkampens hede, blev jeg nemlig inspireret til at hive en ufærdig sang op af skuffen. En jeg var begyndt på sammen med en musiker-kollega der hedder Casper Dellgren på en sangskriverlejr med Tobias Trier som kreativ indpisker. Dengang fik vi ikke rigtig knækket koden til sangen, så den havnede i skrivebordsskuffen. Alligevel blev den i lang tid ved med at rumstere i baghovedet på mig, så'n on and off...
Og så, lige pludselig en dag, faldt brikkerne på plads – og vupti, havde jeg skrevet min allerførste protestsang. En bloddryppende sag, hvor jeg tillader mig at svælge hæmningsløst i forskellige danske talemåder...
❞ De kalder det forbedring
og ren og skær logik
når de overskrider smertegrænsen
Nødvendighedens Politik
Helt ind til benet
der hvor det gør ondt
Helt ind til benet - så blodet sprøjter
det kan ikke være sundt
Kvalitetsløft. Et af politikernes yndlings-bullshit-ord, når de vil fjerne penge fra et område...
Hva' faen regner de os egentlig for...?! Nogen gange virker det som om de i ramme alvor tror at vi, altså os borgere som besparelserne rammer, er så enfoldige at vi intet fatter...
En ting er, at der er smalhans og at vi må finde ud af hvordan vi klarer os bedst med de midler vi har at gøre med. Fair nok, at vi kan blive nødt til at spare på visse ting for at få økonomien til at hænge sammen. Det forstår de fleste voksne mennesker godt. Så hvorfor i hede hule taler vores politikere så til os, deres vælgere, som om vi er en flok mentalt tilbagestående åndsboller, når de vil spare på et eller andet?
Vi kan squdda godt regne ud, at skolelæreren ikke leverer bedre undervisning med flere (inklusions)elever i klassen og færre timer til forberedelse. Og at sygeplejersken ikke kommer til at give de syge bedre pleje når de bliver færre ansatte til flere patienter. Du kan sikkert selv komme på endnu flere oplagte eksempler...
Så kære politikere, sig det nu bare som det er: Vi mangler penge, så vi bliver nødt til at spare på skolerne, hospitalerne, politiet, offentlig transport [fortsæt selv den lange liste...]. Og ja - det vil selvfølgelig betyde forringelser i kvaliteten!
Det ville godt nok være befriende, hvis vores politikere begyndte at tale til os, som ligeværdige voksne mennesker. Måske ville en klædelig ærlighed ligefrem lægge en dæmper på folks politikerlede...
Og så kan man være enig eller uenig i hvorvidt en besparelse er nødvendig. Men hvis de starter med at sige tingene som de rent faktisk er, bliver det lidt nemmere at tage diskussionen seriøst.
❞ Riget fattes penge
det hører vi så tit
at samfundet balancerer
på randen af fallit
hestene de bides
så en ny syndebuk trækkes frem
krybben er nemlig gabende tom
og der skal skæres ned igen!
Helt ind til benet
der hvor det gør ondt
Helt ind til benet
så blodet sprøjter
det kan ikke være sundt
Mit liv med Sparekniven
Lige siden jeg startede i skole har Sparekniven været en del af mit liv. Når der pludselig ikke længere var råd til at tage på lejrskole. Eller bare en lille udflugt. Eller nye skolebøger. Jeg husker hvordan der bagest i skolens bogsæt, sad en papir-flap hvor man skulle skrive sit navn, klasse og udlåns-år. For eksempel min godt slidte engelsk-bog i 7. klasse, som havde været brugt første gang af en elev, som ikke havde sat sine ben på skolen i mere end 20 år...
Eller når vi pludselig fik beskeden om at yndlings-læreren var blevet fyret. På grund af besparelser...!
Samme billede i gymnasie-årene - og senere på konservatoriet. Og det var så bare det der lige ramte ind i min lille hverdag. For de sidste mange år er det især gået ud over folk, som knap nok har til et æg at putte salt på... Det gennemgående tema er: Vi har ikke råd - vi skal spare! Og selvfølgelig skal vi som samfund ikke bare ukritisk smide $$ ud til hvad som helst. På den anden side kan man stille dette spørgmål:
Er vi virkelig så fattige at vi ikke har råd til at sørge for at alle kan leve nogenlunde anstændigt - også selvom man ikke har de bedste livs-kort på hånden? Er vi virkelig så fattige at vi ikke har råd til at prioritere ordentlig velfærd og kultur?
Det er i hvert fald hvad en del af vores politikere ynder at tude os ørene fulde af - samtidig med at de gør alt hvad de kan, for at spille os ud mod hinanden...
For eksempel ved at få os til at skændes om hvorvidt udlændinge skal være velkomne eller ej. Et dejligt, sprængfarligt emne de fleste har en mening om. Nogen endda temmelig rabiate meninger. Så hvis man som politiker helst vil undgå at vælgerne går for højt op i normeringer i daginstitutioner eller hjemløses kummerlige vilkår - ja, så starter man da bare en debat om udlændinge.
Så er vi beskæftiget med dét og glemmer at stille irriterende spørgsmål om alt det andet.
❞ Valgflæsk i tykke skiver
Svinehunden mæsker sig
i køen ved hjernevasken
sammen med dig og mig
Vi lokkes og forføres
som om den var en gud
vi stimler forhåbningsfuldt sammen
når lunserne skæres ud
Helt ind til benet
der hvor det gør ondt
Helt ind til benet
så blodet sprøjter
det kan ikke være sundt
Når løgne gentages længe nok, tror man til sidst det er sandheden
I årevis har vi fået tudet ørerne fulde af at Danmark nærmest er på falittens rand og at vi ikke har råd til... noget som helst.
Det er der nu delte meninger om. Men det vi oftest hører og læser er, at vi er pinedød nødt til at spare. Så det er efterhånden gået hen og blevet den skinbarlige og entydige sandhed...
Og når der skal spares, så går det jo ud over nogen. Lad mig give dig et eksempel:
Der findes folk, der er ramt af sygdom i en grad som gør dem ude af stand til at varetage et almindeligt 37-timers job. For at legitimere en besparelse der rammer denne befolkningsgruppe, er der desværre visse politikere der vælger at gøre de mennesker det rammer til syndebukke:
"De er bare dovne. De er grådige. De lider af krævementalitet" - og mere i samme unuancerede boldgade...
Og dét er der så en masse vælgere der æder råt.
Samme teknik ser vi i debatter om indvandrere, skolelærere, arbejdsløse... En gruppering lægges for had ved hjælp af ensidige budskaber, der gentages i en uendelighed, indtil tilstrækkelig mange antager, at det er sådan verden hænger sammen når krydset skal sættes...
Og bagefter viser det sig så, om al deres snak var reel. Eller bare den sædvanlige valgflæsk i tykke skiver...
❞ Helt ind til benet
der hvor det gør ondt (AV-AV-AV-AV...)
Helt ind til benet, så blodet sprøjter
det kan ikke være sundt
Den skarpeste kniv i skuffen
føres hårdt og brutalt
Den skarpeste kniv i skuffen
skærer nådesløst igennem ALT!
Som du nok har bemærket (og som jeg nævnte længere oppe), er denne sang spækket spøjse danske talemåder og ordbilleder. Læs mere på min blog om sangskriverworkshops, hvor du kan få lidt indblik i hvordan man kan bruge talemåder som afsæt til at skrive sange.
Første gang jeg optrådte med Sparekniven (Helt ind til benet) var på Folkemødet på Bornholm i 2015 - midt under det daværende folketingsvalg. Den følgende sommer strøg sangen ind på Top 10 på hitlisten Chartbase den sommer i 2015. Lige foran Kim Larsen & Kjukken...