Hvad har en udtjent olietank med mit plade-projekt at gøre...?
For nogle år siden skrev jeg sangen Shooting Star - den single, der udkommer om få dage. Som med så mange andre idéer, startede denne her også med noget ret banalt. Bare en lille melodistump. Den slags har jeg optaget masser af på min telefons diktafon-app. De fleste af disse små idéer bliver ikke til mere end dét.
Men ind i mellem sker det, at en idé bliver ved med at vende tilbage. Og bliver hængende i mit indre øre på samme måde, som når man har hørt en eller anden sang i radioen og fået den på hjernen... Når dét sker, ved jeg at idéen kan noget.
I tilfældet Shooting Star, startede det med at jeg sad og jammede på en app, jeg havde fundet til min iPad. En virtuel afart af en kalimba - et instrument, der stammer fra Afrika. En lille melodi begyndte at køre i loop. Ikke en synge-melodi, men en melodi af den slags, der ligger i baggrunden som en del af et akkompagnement.
Og så begyndte selve sangen at tage form: I just can't believe what they just said - like waking up by falling out of bed...
Da tekst og melodi til Shooting Star var skrevet, begyndte jeg at indspille en demo. Jeg havde en rimelig klar idé om hvordan den skulle lyde og havde en stærk drift hen imod at realisere det jeg hørte inde i hovedet.
I samme periode stod jeg for at skulle have indlagt fjernvarme i mit hus. Hvilket betød, at olietanken ude bag huset var tømt og snart ville blive fjernet.
Har du nogensinde prøvet at slå på en tom 1200 liters metalbeholder?
Den lyd måtte simpelthen kunne bruges til noget... Så en tør, næsten vindstille sen aften (så der ikke var så meget trafikstøj fra landevejen) - riggede jeg en mikrofon til. Og så stod jeg ellers der i halvmørket og bankede løs på en olietank med forskellige aggregater. Godt jeg har nogle ret overbærende naboer...
Da olietanken nogle dage senere blev hentet og kørt til skrot, var det med et vist vemod at jeg vinkede farvel til skrumlet. Men heldigvis havde jeg fået optaget en masse fantastiske lyde. Et par af lydene blev en del af trommesound'en på den færdige indspilning af Shooting Star.
Sådan gik det til, at en udtjent beholder til fyringsolie endte sine dage med en rolle på min kommende single. Kan man så ikke godt sige at det er tanken der tæller...? Hehe...
Fra skør idé til single-hit...
Eller - nu ved vi selvfølgelig ikke her i skrivende stund om Shooting Star bliver et hit - men skal vi ikke bare satse på det... Herunder får du lige et lille indblik i nogle af de processer sangen har været igennem inden den endelige, forkromede studie-version.
Den første spæde idé, hvor jeg bare sad og legede med iPad'en. App'en jeg spiller på, hedder i øvrigt Sansula, hvis du vil prøve den af.
For at udforske instrumentets lydpotentiale, benyttede jeg forskellige former for "slagvåben"...
Shooting Star kommer selvfølgelig også med en musikvideo. Den indeholder også nogle lidt "skramlede" elementer - men det kan du få mere om i et senere indlæg. Her får du en lille teaser:
Tomme tønder buldrer mest - især de store af slagsen. 1200 liter luft i en metalbeholder - dét er noget der kan høres!
Skulle du have fået lyst til at høre mere om processen omkring indspilningen af Shooting Star - så skriv dig på min VIP-liste. Så får du både adgang til fire tidlige demo-versioner af sangen - og til musikvideoen ,før alle andre. Plus selvfølgelig alle de andre fede VIP-privilegier, herunder et Gavekort på 500 kr, der giver dig rabat, hvis du hyrer mig til at spille.
Skriv dig på herunder - eller læs mere her først...
Fra iPad-jam i sofaen til indspilning i studiet
Det startede med en jamsession i sofaen på iPad'en, nogle eksperimenter med en olietank og mine egne demo-optagelser på computeren hjemme i stuen. På et tidspunkt var jeg endelig klar til at tage den et level op i et rigtig studie med en professionel musik-producer.
Læs mere om indspilningsprocessen af Shooting Star: I dette indlæg med små videoer og stemningsbilleder fra studiet kan du kigge mig og producer Christoffer Høyer over skulderen...